Damsel in distress

Hmhm.

Jeg ville godt være en dreng, til jeg blev 12.

Je suis une femme. (Er også i gang med at lære fransk fra bunden på Duolingo)

Bevares. Jeg har går med make up. Hver eneste dag. Jeg er også glad for at købe tøj, og kan faktisk få tårer i øjnene, når jeg ser  en smuk kjole.

Men der er  noget dreng i mig, stadigvæk. Noget, der gør at jeg til enhver tid bedre kan finde ud af at spille rundbold med nederdelen trukket op om røven og i bare tæer, end at være fin. Selvom Jonathan sagde, jeg lignede en stewardesse i mandags. Det var nok kontrasten mellem ferie-Maria og arbejds-Maria, der rev dét med sig.

Hvorom alting er.

Jeg har brugt meget, meget lang tid på at finde den kjole, jeg skal giftes i. Har prøvet alt fra gule gospelrober til afrikanskmønstredeflagrekjoler til små, korte glimmerkjoler til endelig den, jeg har fundet. Mørkeblå. Med blomster, der glimter lidt. Damsel.

Nu kan jeg ikke finde sko.

Det ene par ligner træsko, de andre er for høje, andre er bare pikkegrimme og i går fandt jeg gud hjælpe mig nogle, der på en underligt pæn måde lignede et håndklæde. Yvonne Koné. Yvonne Tissekoné.

Det er det. Jeg er for barnlig til at finde sko. Og for dårlig til høje hæle. Jeg vil danse og løbe og feste uden at vakle, tak.

Jeg sendte et billede af disse til Morten. Han syntes, de lignede en skumfidus. Og hvad så om jeg må spørge?

IMG_5038.JPG

Jeg tror, jeg har set på 5.000 par sko på nettet. Jeg er tæt på at give op og iføre mig mine udtrådte Birkenstockklipklapper.

Sexy bride motherfucker.

 

Reklamer

Dyr

I går blev den punkteret, boblen. Av. Det har sikkert et navn. Post-ferie-depression læste jeg et sted. Min Martin (bryder mig ikke om ordet svoger, det er min søsters mand)  sad på en stol i vores køkken i søndags med et helt opgivende post-ferieblik og sagde:
– Det er jo fordi, man finder ud af, at man ikke gør en forskel. I det store og hele gør man absolut ingen forskel, og man er ikke uerstattelig. Overhovedet.

Næ.

Jeg kan ikke engang holde mig til vinklen. Jeg ville jo skrive om dyr.

Jeg har det blandet med at blive mindet om, hvor mange dyr, der er i verden uden for stenbroen.  Provence, Bornholm, Sverige.

De udsplattede dyr i vejkanten (så en kats tarme), cikadernes hysteri, fuglenes job som fjerbefængte og meget insisterende kødvækkeure.

At Jonathan lærte sig at sige som cikader, mens han så vold-irriterende ud. Sådan med læberne krænget helt væk og op og så en spyttende væsen.

Katte. Jeg hørte en podcast om forsvundne katte på Bornholm. Det var netop på Bornholm, jeg genopdagede, hvor bange jeg er for dem. Kattene. Vores venner, som vi besøgte, havde en, og alle børnene elskede den, og jeg prøvede også at sige nåååååååh, hvor er den sød, hahahahihi, men så en aften kom den luskende ind i teltet, mens jeg lå og puttede børn. Den der lille raslen, da den sneg sig ind af teltdøren, eller hvad sådan noget hedder, og direkte hen på MIN sovepose. Jeg gik i panik og råbte NEJ NEJ NEJ NEJ NEJ NEJ, MORTEN! Så måtte han komme og fjerne den. Jeg KAN ikke røre ved en kat. Jeg forstår det heller ikke helt selv. Men inderst inde ved jeg godt, hvorfor: De står i ledtog med Satan, og det er mig, der har fat i den lange ende. 

Egern. Der kom et løbende over vejen på vej til badestedet i Sverige. Det er det, jeg mener. De er komplet uciviliserede, dumdidej, jeg spæner lige ud foran dig, og jeg svingede i en stor bue, råbte NEJ og havde hjertebanken i flere kilometer efter, og det er korrekt. Jeg stoppede ikke. Det burde jeg have gjort, men jeg var ved at kaste op, og da vi kom frem, gik ungerne ud for at se, om der sad egern på dækkene, og så var jeg endnu mere ved at kaste op, og de sagde, der var blod på køleren, så jeg blev nødt til at se. De grinede katteagtigt, mens de sagde: Du har dræbt den, mor. Hvad er det for en verden. Det lignede nu bare insektblodspletter, og hvor underligt er det ikke også? At man kører gennem levende, flaksende tunneller af insekter, der bare splatter ud og dør på ruder og hjelme. Ad. Så flyt jer dog! Der skal vel være plads til alle!
Vi kørte tilbage for at se, og der lå ikke noget udsplattet egern. Sjældent har jeg været så lettet. Hverken morder eller flugtbilist.

Jeg sagde jo, jeg havde det blandet med dyr. Vi mødte en lille sort labradorhvalp i Aix en Provence. Den hed Bubba, og lige dér gik det op for mig, at man kan være hundeskruk. I Sverige købte My bamse nummer 589, en lille hvid hvalp, der hedder Sigurd Jua opkaldt efter min barndoms hunde. Jeg vil have en ægte.

Jeg tror, min søster er samme sted, selvom hun faktisk i forvejen har en delehund. For jeg så hende godt i vores køkken i søndags. Hun lagde Sigurd Jua op på skulderen som en lille baby, og der lå den så i 100 år, mens hun drak kaffe.

Og med alle disse ufokuserede, søvnige ord: Jeg vrikker mig uvinklet tilbage til virkeligheden.

Mens jeg tænker på, at børnene hørte alle Ole Lund Kirkegaards bøger i Sverige.

Her er det Lille Virgil i hængekøjen. Bagved griller Morten  verdens lækreste kylling på bål (den havde fortjent det, det svin), og jeg drikker en kølig øl, mens vinden suser stille i træerne.

Åh.

 

hængekøje

 

Har han/du så været nede på knæ?

Nej.

Ja. Blablabla. Vi gifter os til august. 

Det afføder mange spørgsmål. Særligt: Har han/du så været nede på knæ? Især Morten har fået spørgsmålet. 

Det er lidt nutti, synes jeg. Og gammeldags. Fred være med det. Fint for alle, der er vilde med det ritual. 

Men gu’ fanden har han ej, og jeg ville grine min røv i laser, mens jeg hev ham op at stå, hvis han gjorde. Er du stiv, har du tabt noget, er du okay? Ville jeg brøle. 

Ikke fordi, jeg eller vi er uromantiske. Netop den form er bare meget ulig os og alt, hvad vi har med. 

Vi er begge vokset op i familier, der har kæmpet for ligestilling og praktiseret den. Vi ser måske mere romantik i at sidde over en kold øl i Madrid og sige: kunne det ikke være fedt, hvis vi blev gift og holdt en fest og så snakke og planlægge sammen i 100 år.

Og jeg mener virkelig: smukt og dejligt med de der: vil du, Hanna Brigitta Hansen gifte dig med mig.

Men det virker stadig i 2017 som om manden faktisk skal undskylde og forklare og tage mandelammere for, at han ikke har været nede på knæ, og det synes jeg sgu er konservativt, hyklerisk-feministisk, oldnordisk, retarderet og grinagtigt. 

 Kvinder #2

•Når man mest går på toilettet alene, tænker man vel, at der er én og én måde at gå på toilettet på. Det er der ikke. Jeg har naturligvis prøvet det før, men de sidste to dage har min tålmodighed virkelig været sat på toilet-prøve. Thi jeg har været på omtrent ti forskellige europæiske toiletter med min 8-årige datter, der helst ikke tisser alene. Jeg er hurtig. Får klaustrofobi og kvalme og grrrr. Hun skal først lige finde et sted at hænge sommerhatten. Så skal hun tisse først og længe, mens hun stiller spørgsmål til diverse klamheder i det lille lukkede rum. Og rører ved dem. Bagefter skal hun sæbe sine hænder ind grundigt og længe og vaske og vaske og vaske og vaske og tørre og tørre og tørre og tørre og tørre og tørre  i de der pis-automater i timevis, selvom jeg tilbyder hende samme bukseben, som jeg selv bruger til formålet, træk vejret dybt, Maria. 

• Hyklermoder. Da jeg afklædte mig søndag aften ved midnatstid og efter 14 timer undervejs, mødte mit blik mit spejlbillede mellem de to gardiner, der med Jonathans ord lignede tynde skiver af beton trukket på stang, og jeg råbte, så spyttet stod i kaskader: fy for helvede, hvor er jeg blevet klam og fed! Hvorefter jeg med stolthed lynede min toilettaske op ekstremt hidsigt og sendte en herligt brun-syrlig stemning ud i hotelværelset. 

Mandag morgen vågnede jeg ved, at børnene hviskede i sengen. My sad i underhylere og med troldehår og designede t-shirts i sin nye Top Model-bog. Så var det, jeg hørte mig selv sige : Ved du godt, at der ikke er nogen virkelige kvinder, der ser sådan der ud? Det er som Barbie-dukker. Man skal bare have det godt med sin egen krop, ligemeget hvad og ikke sammenligne sig med den slags der. Ligesom mig, jeg har det jo vildt godt med min krop. 

Så grinede vi lidt. I det mindste lærer jeg hende da lidt om selvironi. 

• De hører musik i bilen. Alt muligt musik. Sommetider hører de sammen eller laver gættekonkurrencer. My hører Marcus og Martinus. GirlsGirlsGirls. De hørte den sammen, og Jonathan skubbede høretelefonerne af og sagde: Mor? Det er som om alle mænd og drenge,  der synger om piger, ser piger som en slags legetøj eller ting. Det er underligt, synes jeg. 

(Ja, min dreng)

•Vi hører allesammen Say My Name med Tove Styrke i bilen. Men for helvede. Tænk at have det kvindenavn. Tove Styrke. Det ville jeg satme godt hedde. 

•Nu er vi ankommet til destinationen, og da jeg trak mine klamme køresko af, blev jeg overrasket ved synet af min ene ankel, der var vokset til firedobbelt størrelse. Mormorankel. På den måde kan man jo lige få nok en lille kropslære. Og sætte pris på, at man endnu ikke bor på kødpølsesøjler med en diameter på 25 cm stoppet godt ned i handifarvet fodtøj, slæbe slæbe slæbe efter en rollator, man hader i sit stille sind. 

Bakken

De siger, vi ligner hinanden og lyder som hinanden. Måske er det også det tryggeste, jeg ved. At stå ved siden af min søster og grine af verden.

I dag grinede vi af vores børn. De sad i en træstamme-båd på Bakken pakket ind i gennemsigtige regnslag til en tier. Mest lignede de fire poser restemad linet praktisk op i fryserens skuffe. De så snot-dumme ud, og vi pegede fingre og tog billeder.

Der er 12 dage mellem drengene. De opfører sig som fulde labradorhvalpe, når de er sammen, og lidt som brødre. De er lige lave af deres alder og spinkle og larmende og logrende.

Der er ni måneder mellem pigerne. I dag satte de sig på et picnictæppe, men først tog de skoene af og stillede dem pænt i randen af det. Så sad de der i smækbukser og med ordentlige frisurer og talte lavt og hemmeligt med hinanden. Senere så jeg dem holde i hånd og kramme i en kø. Den ene er helt lys, og den anden er helt mørk, og det er ikke altid, vi griner kynisk af vores freak-forsamling, min søster og jeg.

Sommetider lægger vi armene om hinanden og hvisker hemmeligt om, hvor smukke de er, og hvor heldige vi er, og hvor meget vores hjerter egentlig pumper varmt, når vi ser på dem sammen. Børnene.

De store drønnerter er også meget søde, når de kommer der med deres øl og mad og sakker bagud, fordi de skal have opdateret hinanden om alle mulige drønnertting, og de endte med at sidde og drikke mandebajer i Korsbæk af alle steder, mens min søster og jeg grinede af fryseposerne.

Engang klippede vi hinandens ting i stykker. Jeg klippede næsen af hendes grisebamse, hun klippede mine dukkers hår. Vi plejede også at jagte hinanden med grydeskeer og ikke veksle andet end grimme ord. Fede svin. Jeg hader dig. Den slags.

Men nu er vi her, og jeg ved ærlig talt ikke, hvad jeg skulle gøre uden hende. Uden min Sara.

 

 

Sluk

Da jeg var 14 troede jeg, at jeg ville være meget mere voksen, end jeg er nu. At det hele fulgte med automatisk. Men vi har ikke malet lejligheden i ti år, og vi synes, det er fesent at bruge penge på sengetøj, så det vi har, har vi fået af mine forældre. Lige nu er vi lidt i bekneb, fordi der ligger fire sæt i Sverige. Der er dødningehoveder på min dyne og Real Madrid på Mortens. Her tænker jeg fint, vi kunne stramme lidt op. (Men jeg ønsker mig det IKKE i bryllupsgave!)

På andre områder er jeg langt mere voksen, end jeg nogensinde havde troet, jeg ville blive. Det gælder økonomi! Alt er relativt, men der er da ikke røde tal længere. Det gælder small talk med kolleger om morgenen med et friskt smil. Jeg minder mig selv om den der rolle i Krysters Kartel, hvor Brian Lykke er receptionist og drøner rundt og er frisk og corporate på et løbehjul.

Jeg er klart mere voksen end Morten, der f.eks. her til morgen klaskede to grydelåg hårdt sammen lige ved siden af mig, i det sekund jeg var færdig med at stå i telefonkø hos lægen. Vi må se, hvordan det går, når vi bliver gift.

VOKSEN. Jeg ved ikke helt, hvad det er, men det river trangen til en slukknap med sig. Selve det at være voksen. En høj sukken, en stille fuckfinger, farvel.
Jeg elsker når folk bare tjekker ud.

Som nu min kollega. Der pludselig sad ret op og ned og sov på sit kontor. Min veninde, der gik ind i et depot på arbejdet, rullede sig ind i Dannebrog og tog en powernap. Mortens kollega, der satte sig ind i et mørkt kopirum og bare sad dér på et bord helt stille,  så alle, der skulle printe fik et chok.

Mit sommerforsæt er at blive bedre til at tjekke ud, gerne spektakulære, men ufarlige steder.

Skud i tågen

  • Jeg sidder i altanudvalget. Jeg har skrevet med en, der hedder Rasmus fra altanfirmaet. Han gider ikke sende os en tidsplan, og Bente og jeg er ærlig talt ved at være lidt trætte af det. Jeg endte med at skrive flabede ting, som ‘kæft jeg er spændt på den tidsplan, sidder her og venter med popcorn’. Jeg skrev endda OMG. Nu har han lige ringet. Og sagt, at det ikke går, jeg skriver OMG, når han har brug for et ‘Go!’. Så sagde jeg, at han  hurtigt kunne lukke røven på sådan en som mig med lidt trygheds-kommunikation. Det ville han gå videre med til sin chef. Lige bagefter skulle jeg mødes med ham nede på fortovet. Noget med en nøgle. Akward. OMG.
  • Engang hev jeg i Mys og hendes venindes nederdele på vej op ad bagtrappen. Så man kunne se deres underbukser. Så ville de se mine. Så trak jeg ned i egen nederdel, men kom til at trække underhylerne med. Nu er det blevet en historie, de fortæller til fællesspisning og forældremøder, og kan du huske dengang, du viste os din røv. Nej. Det er aldrig sket. Røvhuller.
  • Vi skulle egentlig til Æbelø og Århus og Himmelbjerget og Bornholm og Sverige. I ferien. IKKE sydpå. Vi har jo et bryllup at spare op til! TSK!
    I går bestilte vi lige noget overnatning i udlandet. Provence. 30 grader!
  • IT-afdelingen bruger mig som prygelknabe. Eller i virkeligheden har de god grund til at drille mig. Kørte engang hævesænkebordet ned i min bærbare, og der er mange af den slags historier. Jeg har traumer, de har noget at fnise af på supportermåden. Jeg har besluttet, at jeg lige så godt kan opføre mig som den evnesvage bruger, de ser mig som. Havde bestilt telefon. De bad om farve, model og størrelse. Jeg skrev “mulat, undertøj og 80E”. De svarede med et teknisk spørgsmål og noget med gb.

Kvinder

I lørdags sad jeg om et bord sammen med 13 kvinder. Sommetider sad jeg bare helt stille og kiggede og lyttede. Det er nogle meget smukke og kloge kvinder, og jeg ser dem alt for sjældent samlet. Men det var der nogen, der havde rådet bod på for mig. Det var nemlig min polterabend. Der startede med, at jeg blev hentet, og så gik vi ned ad Istedgade, og så stod de der i det ene butiksvindue efter det andet.

Det er meget, meget rørende at sidde i en kreds af kvinder fra alle dele af ens historie, og ja, det bliver nok særligt nostalgisk, når man er 41. Søster, kusiner, folkeskole, gymnasiet, tre universitetshold, og jeg har virkelig forsøgt at sætte alle mulige ord sammen om min taknemmelighed for den dag og aften og nat med vin og sjove indslag og badning og lys og græs og vimpler og kulørte lamper og mad, der var så sommersmukt, at det var en drøm. Men jeg kan ikke andet end at være lidt stille indvendigt. Der var så meget levet liv, der. Så mange stærke kvinder med vilde historier, så meget klogskab og skønhed samlet på et sted.

Jeg er ordløs og ved ikke, hvad jeg skal skrive, men jeg kan ikke skrive andet, før jeg har skrevet netop det.

Jeg ved bare, at jeg glæder mig endnu mere til brylluppet nu, og at jeg snart, snart må samle lige de kvinder igen.

Tak. I livskronologisk rækkefølge. Sara, Stine, Sally, Nanna, Dorthe, Louise, Charlotte, Stine, Signe, Signe, Mette, Julie, Ane.

 

Råd #2

Først råd om pude på lille mave. Nu fortsætter hun fandme. Ja. Du har ret. Det her er ved at udvikle sig til den der husmodertipside i Hjemmet.

Engang læste jeg dette:

Om sommeren tager jeg gerne lige og trækker en af min mands aflagte t-shirts ned over bilsæderne, når vi skal på ferie. Dem kan man lige tage af og vaske, og så slipper man for at svede bilsæderne til.

En anden gang læste jeg dette:

Når jeg har lavet lidt rigeligt med mad, tager jeg gerne lige og putter resten i en frysepose og skriver på, hvad det er, samt dato. Så er det let lige at hive en ret ud af fryseren en anden dag. 

Det rystede mig i min grundvold.

En helt anden gang klædte Louise og jeg os ud som Hjemmetdamer i en slags rollespil. Det ved jeg ikke helt, hvad jeg mener om nu.

Men det var det råd, vi kom fra.

Jeg har helårssnue. Det er simpelthen så fedt. Høfeber hele året minus hø. Er ikke allergisk. Sommetider er det latterligt irriterende. For det meste er det bare nå. Men så var det latterligt irriterende, da vi var i Sverige i Pinsen, og så var det jeg fik det her meget underlige råd af vores nabo.

Der er en gårdbod overfor vores hus, som nabokonen sælger æg og ostkaka i. Engang lagde han en seddel fra os, hvor der stod: “Hej grannar. Jeres ostkaka smaker af kuk.”
Eller han tog bare et billede af det og sendte hjem til os. Kuk betyder immervæk pik. Men i hvert fald gjorde blandt andet den historie, at jeg ikke vidste, hvordan jeg skulle tage imod rådet. Samtidig var jeg helt blæst og havde lyst til at save min næse af med en sløv nedstryger. Men. Here it comes:

“Jeg har høfeber. Sidste år slap jeg for at bruge medicin, fordi jeg smurte tigerbalsam på under øjnene.”

Igen fristes man til at tænke: Er det skjult kamera?

Men selvfølgelig skulle jeg prøve. Eller jeg havde kun Mentholatum, salven med de mange gode egenskaber, som der så sødt står på bøtten.

Jeg smurte det på, næste gang, det gik bananas. Første gang smurte jeg det selvfølgelig nærmest ind i øjnene og måtte holde dem lukket i et kvarter. Nu har jeg prøvet lidt længere væk fra øjnene 10-15 gange, og det virker altså virkelig nedsættende på både nys og øjenløb.

Jeg er bange nu. Den sidste sætning LYDER også Hjemmet-agtig.

Undskyld og selv tak.

Ting, jeg tænker over

*Jeg ved ikke, hvad jeg skulle gøre uden Spotifys funktion ‘Related artists’. Der er guld at finde. Og playlisten Infinite Indie Folk. Men så er det, jeg tænker. Jeg synes, jeg falder for yngre og yngre kvindelige sangerinder, med et temmelig melankolsk tekstunivers. F.eks. hører jeg Florist for tiden.  Til andre tider har jeg skamhørt Julien Baker. Og Sharon Van Etten. Måske er min sjæl ung og eksistentielt udfordret i en gammel slasket krop.

*Jeg elsker alle Roy Jacobsens bøger.

*Der er stadig noget særligt over sommerferiesangen FERIE FERIE FERIE, som mine børn har sunget og sunget de sidste uger, og i dag skal de gjalde den i skolegården. Den ene med 6 år på skolebagen, den anden med 2. Jeg føler mig heldig hver dag. At have dem, men allermest, at de hver dag spurter i skole, hen til deres venner.

*Hver dag cykler jeg over Toftegårds Plads. Der er tit en ung mor, der går over en fodgængerovergang med sit lille barn på en cykel af en slags. Så kommer jeg til at tænke på Saybias forsanger, og hvordan hans kone blev kørt ihjel i netop sådan en fodgængerovergang på Toftegårds  Plads, mens barnet så det. Jeg læste kunsthistorie med hende, så jeg ser hendes ansigt og tænker på, at hun var meget smuk og meget smilende, og at hun ikke er levende mere, og ikke har været det i mange år. Og barnet. Og så mærker jeg måske det omvendte af et gisp.