Kald mig venligst fru

Jeg troede, der ville falde en masse ord ud af mit hoved automatisk efter i lørdags, hvor jeg jo så blev gift.

Det gør der ikke rigtigt. Måske er det fordi, jeg stadig er lidt tung i hovedet. I morges mødte jeg op på mit arbejde i Valby kl 8. Jeg havde ellers aflyst alle møder, fordi jeg skulle til netværksmøde i Gentofte.

Jeg har åbne vabelsår på størrelse med femkroner på mine fødder, for det der med at gå sko til er jo overvurderet.

Hvad der ikke er overvurderet er at blive viet.

Det har blæst mig temmelig meget omkuld, hvor smukt og højtideligt, det var.

Dagen før var jeg eksamenstør i munden, og sommerfuglene flaksede mere end nogensinde i de timer inden halv tolv, hvor vi skulle vies.

Jeg blev vildt bange for, at jeg havde misforstået tidspunktet. Inde på rådhuset var der varmt, og jeg faldt ned ad trappen til toilettet og slog hul på mit knæ, men det er der ikke så meget nyt i, og det bringer jo som bekendt lykke…..

Så kom det. Øjeblikket hvor vi sagde ja. Og bagefter sagde Morten til min store overraskelse: der er lige noget, vi skal huske – og kiggede på børnene. Op af sin bæltetaske tog Jonathan en ringæske og åbnede den. Så rakte han den til My, der afleverede den til Morten. Perfekt koreografi, og jeg tudede allerede inden, den var skubbet ned på min finger.

Bagefter var der ris og champagne og frokost i Kongens Have, og dagen sluttede med den fineste fest. Hvor Morten og jeg holdt taler, der stadig snurrer i mit hoved, for det var så fint med alle de ord. Det hele var lige, som vi drømte om.

Vi var hjemme kl 6, og da vi vågnede to timer senere, hvor vi skulle ned og hente vores ting, opdagede vi, at My og hendes kusine havde lagt syv store bøger under hver vores hovedpude.

Se det er et rigtigt eventyr, og jeg må indrømme, at jeg er lykkelig. Og lykkeligt gift.

Reklamer

Mareridt

My har mareridt i hvert fald en gang om ugen. Det er stadig børnelokkere. Men også hekse, der vil brænde hende, og mænd der sparker ud efter hende med lange skruer under fødderne. Vi træner drømmekontrol. Hun er begyndt at kunne gøre sig usynlig. Men børnelokkerne hærger hende også, når hun er vågen. Forleden sad hun og øvede sig i at binde sløjfer på de sko, hun skal have på til brylluppet. Pludselig blev hendes ansigt helt fortrukket, og hun begyndte at græde, sådan mere akut, end jeg har set før. Senere fortalte hun, at det var fordi, hun skulle binde en knude, og så kom hun til at tænke på navnet Knud, og det er et børnelokkernavn.

Man kan også godt sige, at det er gået i hårdknude i hendes hjerne. Hun har sagt nogle lidt tunge ting om sig selv, og jeg ringede faktisk til Børns Vilkårs forældretelefon i går, fordi jeg blev helt i tvivl om, hvad det kunne handle om, hvordan vi skulle gribe det an. Det var den sødeste kvinde, jeg talte med. Som tog sig tid og lyttede og kom med råd og bekræftede os i, at vi gør det rigtige. Tænk, at der findes sådan en. Det er ret fint. Og jeg fik lidt ro på og kom i tanker om, at jeg faktisk også selv har mareridt ca. en gang om ugen, og måske handler det bare om, at man har en hjerne, der hiver én rundt i alle mulige fantasihjørner, og sommetider er de hjørner lidt klamme. Så skal man lære at komme ud af dem. My siger, hun hellere ville være voksen, så hun ikke drømte om børnelokkere, så hun kunne stoppe det grimme. Men det kan jeg heller ikke altid. Jeg er 41.

For tiden handler mine mareridt om, at Morten ikke vil gifte sig med mig alligevel. Det er sådan noget med, at han siger: Jeg tror, vi stopper her, Maria. Jeg har fået nok. Han har selvfølgelig også fundet en anden, og jeg flytter altid tilbage til min etværelses på Øster Søgade. Ryk tilbage til start. Drømmene ender altid med, at jeg beslutter mig for at gå den tunge vej til Tinder, og måske lyder det ikke særlig mareridtsagtigt, men jeg vågner altid med hjertebanken og tror, at mit liv er ødelagt, indtil jeg ser ham ligge der ved siden af mig, og det hele drysser ned på plads.

Måske findes der bare mareridstmennesker, os med lidt for mange åbne huller ind og ud af hjernen. Men jeg tror faktisk ikke, jeg ville undvære hverken Mys eller min hjernegrottesi og alle de underlige hjørner og kroge, der følger med.

Stik mig en privat-Bent

Planlægning og projektstyring is all around me, and so I’m feeling gross.

Bryllup er én ting. Her ti dage inden, er vi så småt ved at have lidt styr på nogle af tingene. Lalalala. Der er ingen af os, der har talent for praktisk planlægning. Det må vi erkende. Vi gik lidt i stå, da vi opdagede, at man ikke måtte have konfettikanoner, hvis man godt ville have gjort rent.

Men vi er igang med at bygge en playliste sammen med gæsterne, og det er noget af det hyggeligste, jeg længe har været med til. Vi har lavet en gruppe på Facebook og bedt alle smide dansehits ind. Der er alt! Det bliver den vildeste playliste ever.

&¤#”!!!!?-altanprojektet er en anden ting. Jeg har lige har været til altanmøde og nede i vores vamle kælder her til morgen kl 7!!! Det er en dårlig idé, hvis man ikke er interesseret i den retarderede udgave af mig. Skulle finde fyrrummet i kælderen, noget med el. Nøglen passede IKKE til døren. Jeg prøvede MANGE gange. Jeg fik spindelvæv i hovedet og blev lidt utidig. Kunne ikke finde noget fyrrum i den vamle kælder, jeg aldrig har sat mine ben i fordi: rotter. Ringede til Bent. Bent har ferie. Bent lød lidt rusten. Bent kom ned i klipklapper og smøg i munden og gik direkte hen og åbnede døren til fyrrummet, som slet ikke var låst.

Senere gav jeg min hoveddørsnøgle til altanmanden, den tager du bare, så du kan komme ind de forskellige steder, ja, hahah, så er det også på plads, ja haha god arbejdslyst. Fem minutter efter stod jeg foran min dør. Jeg kunne sjovt nok ikke komme ind og hente min taske. Dén havde Bent regnet ud. Han kom trissende i klipklapper om hjørnet og rakte en nøgle hen mod mig. Sommetider bliver man bare så glad for, at der findes Bent.

Jeg ville ønske, han også lige gav en hånd med i planlægningen af brylluppet.

Psycho-potentiale

Jeg er kommet til at tænke på noget.

Det kom sig af, at jeg i mange uger skulle holde ting hemmelige for Morten omkring hans polterabend, og så slog det mig, hvor glidende nemt, det egentlig var at lyve for ham. Bare sige usandheder om dit og dat lige op i hans åbne fjæs. Det åbner jo for uanede mængder af dobbeltliv og psykopatisk adfærd, og jeg havde slet ikke lige set komme, at jeg havde potentiale der.

Det slog mig så også, hvor klam og beskidt, jeg følte mig, bare fordi jeg sagde ‘Nu håber jeg ikke, dit møde fredag eftermiddag bliver alt for træls’ velvidende, at der slet ikke var noget møde.

Det er sgu da et usynligt samfunds-stød-hegn, der vil noget. Smart indrettet.

Der er altså både ingen og mange centimeter hen til at kunne gennemføre en spektakulær dobbeltidentitet. Foruroligende.

Så kom jeg til at tænke videre. Over, hvor få milmeter, der er fra, at man kunne blive en virkelig træls stalker.

Instagram. Feriebilleder. En eller anden, man synes er sej. Lige skrive:

“Jeg så dig godt på Kreta. Den prikkede bikini klædte dig vildt godt. Det er nok meget smart, hvis du sparer lidt på sukkerindtaget hos dine børn det næste stykke tid, shit de fik mange is.”

Gisp.

Jeg får helt adrenalinkvalme ved tanken.

Jeg lover at begynde at tænke på nogle andre ting nu.

Måske.

 

 

Eftersidning

Vi talte om eftersidninger med Jonathan.  Vi forklarede, at der var en tretrinsraket dengang i 80’erne, hvor lærerne aldrig skrev hjem om noget:

Lille frækhed: Uden for døren
Mellem frækhed: Hen på inspektørens kontor
Stor frækhed: Eftersidning

Morten har engang fået en eftersidning, fordi han stablede alle møblerne oven på hinanden.

Jeg blev mest bare sendt uden for døren, fordi jeg ikke kunne holde op med at grine. Engang sagde Frank fra b-klassen midt i mit grineflip: Kilder tamponen? Så grinede jeg endnu mere og blev sendt ud.

Jeg blev kun sendt i obsen én gang og fik en eftersidning én gang.

Vi havde Mette i formning, hun havde en vorte på tungen, og det fik alle til at stirre yderst koncentreret på hende, når hun slikkede på noget brunt tape, man skulle bruge til et eller andet formningsagtigt. Engang lavede vi dyr af ståltråd og avis, og jeg smed Joachims giraf ned ad trappen, og jeg kan huske, at Mette tårnede sig op på trappen foran mig i sin sortekjole og råbte med vortemund: Så er det i obsen!
Jeg kan ikke huske hvorfor, jeg handlede så tarveligt overfor Joachim. Men et andet minde knytter sig til situationen: Han fulgte efter os ud på toilettet, og stod i båsen ved siden af og fnes, når han hørte toiletlyde. Jeg var desuden vild med ham, og senere blev vi kærester, og jeg gav ham  en halskæde fra Mallorca lige inden, han skulle flytte til Slagelse. Hvorom alting er med den obs-ting. Jeg nægtede. Jeg tudede og nægtede, og så lod hun mig være. Senere slog Joachim op med mig i et brev fra Slagelse, og jeg kan huske, at jeg sad på min multifarvede, ovale sovesofa og græd og græd.

Jeg ved ikke, hvorfor jeg fik en eftersidning, men jeg kan huske, at jeg sagde, at det kunne jeg desværre ikke, for jeg skulle på efterårsferie. Så slap jeg.

En psykolog ville sikkert kunne sige meget om det. Noget med ikke at ville acceptere konsekvenser og virkelighed og blabla, men jeg er da ikke endt i fængsel endnu.

I dag  fik jeg endnu et af de der Joachim-breve. Altså sådan et, der giver lidt svien. Det føles faktisk lidt som at blive sendt uden for døren, i obsen og indkassere eftersidning på én gang.

Jeg tørgræder på voksenmåden og skammer mig lidt, og selvom jeg godt ved, at mine gamle metoder ikke virker længere, nægter jeg vist stadig at blive sendt i skammekrogen.

Og hey. Jeg har lige skaffet noget godt til vores bryllupsfest i dag, og i morgen spørger jeg, om der er nogle andre, der kan lide mig i stedet.


 

Hud

“Ligner den ikke lidt et rivejern?,” spurgte jeg min otteårige datter og pegede på den af fodfilene, der så mest drabelig ud. Vi stod i Matas på Hovedbanen og ventede på at skulle hente Jonathan ved toget.

Før det var vi cyklet ned ad Istedgade, hun på sin egen cykel for første gang, og jeg var stadig lidt klam i håndfladerne. Hun kan finde på at stoppe brat op, fordi det klør på hendes skinneben.

Vi kom ind på Hovedbanen.

“Hvor er her mange butikker. Man kan også lige gå på MacDonnårs,” sagde hun, knappede sin cykelhjelm op og puttede sin cykelnøgle  ned i sin lille håntaske med frynser, der hang på skrå over hendes lillebitte krop.

Vi kom tilfældigvis forbi Matas.

“Skulle vi ikke kigge efter den fodfil?,” spurgte jeg, for hun har flere gange påpeget mine sprækker på hælene.

“Det var også lige det, jeg tænkte,” sagde hun og korrigerede hårbøjlen.

Sammen fandt vi hjørnet med fodting. Jeg gik efter en vanlig fil, selvom jeg aldrig har været fan. Jeg får kuldegysninger.

Så var det, hun udpegede rivehjernet, og jeg spurgte hende, om ikke hun troede, det ville gøre ondt.

“Nej. For huden er jo død,” sagde en stemme.

Det var ikke hendes. Den tilhørte en mand, der stod ved siden af mig og ligesom tittede genert frem fra sit pandehår. Øjnene lige over kanten på et par fedtede briller. Mange løse hudflager lå på hans kinder som visne blade på gade.

“Ellers ville det jo også gøre ondt at gå,” sagde han.

Godt ord igen, underlige Matas-ven. Må jeg anbefale en ekstra fed creme til kinderne?

Vi tog den. Hun fik også en hårbøjle og en jordbærlæbepomade, fordi jeg er vild med hende, og slet ikke kan bære tanken om, at hun måske snart nægter at holde mig i hånden, himler med øjnene, mens hun giver mig elevatorblik og har lyst til at belære mig om tusind andre Matas-ting end en bette hudfil.

Nu sidder jeg her en herlig fredag aften og har filet og filet med rivejernet, så det er en fryd og helt uden kuldegysninger. Den har sådan en smart lille opsamler til den døde hud. Det stod der også på pakken.

Morten er på polterabend.

Nu er det, jeg tænker på at tømme filen ned i en skål og bilde ham ind, at det er parmesanost til pastaen.

Jeg samler i hvert fald et lille forråd, så må vi se, hvad der sker med det.

Kan også være, jeg kan sælge det som kokain nede på Hovedbanen.

Tak til My og Matas-mand for venlig vejledning.

 

Damsel in distress

Hmhm.

Jeg ville godt være en dreng, til jeg blev 12.

Je suis une femme. (Er også i gang med at lære fransk fra bunden på Duolingo)

Bevares. Jeg har går med make up. Hver eneste dag. Jeg er også glad for at købe tøj, og kan faktisk få tårer i øjnene, når jeg ser  en smuk kjole.

Men der er  noget dreng i mig, stadigvæk. Noget, der gør at jeg til enhver tid bedre kan finde ud af at spille rundbold med nederdelen trukket op om røven og i bare tæer, end at være fin. Selvom Jonathan sagde, jeg lignede en stewardesse i mandags. Det var nok kontrasten mellem ferie-Maria og arbejds-Maria, der rev dét med sig.

Hvorom alting er.

Jeg har brugt meget, meget lang tid på at finde den kjole, jeg skal giftes i. Har prøvet alt fra gule gospelrober til afrikanskmønstredeflagrekjoler til små, korte glimmerkjoler til endelig den, jeg har fundet. Mørkeblå. Med blomster, der glimter lidt. Damsel.

Nu kan jeg ikke finde sko.

Det ene par ligner træsko, de andre er for høje, andre er bare pikkegrimme og i går fandt jeg gud hjælpe mig nogle, der på en underligt pæn måde lignede et håndklæde. Yvonne Koné. Yvonne Tissekoné.

Det er det. Jeg er for barnlig til at finde sko. Og for dårlig til høje hæle. Jeg vil danse og løbe og feste uden at vakle, tak.

Jeg sendte et billede af disse til Morten. Han syntes, de lignede en skumfidus. Og hvad så om jeg må spørge?

IMG_5038.JPG

Jeg tror, jeg har set på 5.000 par sko på nettet. Jeg er tæt på at give op og iføre mig mine udtrådte Birkenstockklipklapper.

Sexy bride motherfucker.

 

Dyr

I går blev den punkteret, boblen. Av. Det har sikkert et navn. Post-ferie-depression læste jeg et sted. Min Martin (bryder mig ikke om ordet svoger, det er min søsters mand)  sad på en stol i vores køkken i søndags med et helt opgivende post-ferieblik og sagde:
– Det er jo fordi, man finder ud af, at man ikke gør en forskel. I det store og hele gør man absolut ingen forskel, og man er ikke uerstattelig. Overhovedet.

Næ.

Jeg kan ikke engang holde mig til vinklen. Jeg ville jo skrive om dyr.

Jeg har det blandet med at blive mindet om, hvor mange dyr, der er i verden uden for stenbroen.  Provence, Bornholm, Sverige.

De udsplattede dyr i vejkanten (så en kats tarme), cikadernes hysteri, fuglenes job som fjerbefængte og meget insisterende kødvækkeure.

At Jonathan lærte sig at sige som cikader, mens han så vold-irriterende ud. Sådan med læberne krænget helt væk og op og så en spyttende væsen.

Katte. Jeg hørte en podcast om forsvundne katte på Bornholm. Det var netop på Bornholm, jeg genopdagede, hvor bange jeg er for dem. Kattene. Vores venner, som vi besøgte, havde en, og alle børnene elskede den, og jeg prøvede også at sige nåååååååh, hvor er den sød, hahahahihi, men så en aften kom den luskende ind i teltet, mens jeg lå og puttede børn. Den der lille raslen, da den sneg sig ind af teltdøren, eller hvad sådan noget hedder, og direkte hen på MIN sovepose. Jeg gik i panik og råbte NEJ NEJ NEJ NEJ NEJ NEJ, MORTEN! Så måtte han komme og fjerne den. Jeg KAN ikke røre ved en kat. Jeg forstår det heller ikke helt selv. Men inderst inde ved jeg godt, hvorfor: De står i ledtog med Satan, og det er mig, der har fat i den lange ende. 

Egern. Der kom et løbende over vejen på vej til badestedet i Sverige. Det er det, jeg mener. De er komplet uciviliserede, dumdidej, jeg spæner lige ud foran dig, og jeg svingede i en stor bue, råbte NEJ og havde hjertebanken i flere kilometer efter, og det er korrekt. Jeg stoppede ikke. Det burde jeg have gjort, men jeg var ved at kaste op, og da vi kom frem, gik ungerne ud for at se, om der sad egern på dækkene, og så var jeg endnu mere ved at kaste op, og de sagde, der var blod på køleren, så jeg blev nødt til at se. De grinede katteagtigt, mens de sagde: Du har dræbt den, mor. Hvad er det for en verden. Det lignede nu bare insektblodspletter, og hvor underligt er det ikke også? At man kører gennem levende, flaksende tunneller af insekter, der bare splatter ud og dør på ruder og hjelme. Ad. Så flyt jer dog! Der skal vel være plads til alle!
Vi kørte tilbage for at se, og der lå ikke noget udsplattet egern. Sjældent har jeg været så lettet. Hverken morder eller flugtbilist.

Jeg sagde jo, jeg havde det blandet med dyr. Vi mødte en lille sort labradorhvalp i Aix en Provence. Den hed Bubba, og lige dér gik det op for mig, at man kan være hundeskruk. I Sverige købte My bamse nummer 589, en lille hvid hvalp, der hedder Sigurd Jua opkaldt efter min barndoms hunde. Jeg vil have en ægte.

Jeg tror, min søster er samme sted, selvom hun faktisk i forvejen har en delehund. For jeg så hende godt i vores køkken i søndags. Hun lagde Sigurd Jua op på skulderen som en lille baby, og der lå den så i 100 år, mens hun drak kaffe.

Og med alle disse ufokuserede, søvnige ord: Jeg vrikker mig uvinklet tilbage til virkeligheden.

Mens jeg tænker på, at børnene hørte alle Ole Lund Kirkegaards bøger i Sverige.

Her er det Lille Virgil i hængekøjen. Bagved griller Morten  verdens lækreste kylling på bål (den havde fortjent det, det svin), og jeg drikker en kølig øl, mens vinden suser stille i træerne.

Åh.

 

hængekøje

 

Har han/du så været nede på knæ?

Nej.

Ja. Blablabla. Vi gifter os til august. 

Det afføder mange spørgsmål. Særligt: Har han/du så været nede på knæ? Især Morten har fået spørgsmålet. 

Det er lidt nutti, synes jeg. Og gammeldags. Fred være med det. Fint for alle, der er vilde med det ritual. 

Men gu’ fanden har han ej, og jeg ville grine min røv i laser, mens jeg hev ham op at stå, hvis han gjorde. Er du stiv, har du tabt noget, er du okay? Ville jeg brøle. 

Ikke fordi, jeg eller vi er uromantiske. Netop den form er bare meget ulig os og alt, hvad vi har med. 

Vi er begge vokset op i familier, der har kæmpet for ligestilling og praktiseret den. Vi ser måske mere romantik i at sidde over en kold øl i Madrid og sige: kunne det ikke være fedt, hvis vi blev gift og holdt en fest og så snakke og planlægge sammen i 100 år.

Og jeg mener virkelig: smukt og dejligt med de der: vil du, Hanna Brigitta Hansen gifte dig med mig.

Men det virker stadig i 2017 som om manden faktisk skal undskylde og forklare og tage mandelammere for, at han ikke har været nede på knæ, og det synes jeg sgu er konservativt, hyklerisk-feministisk, oldnordisk, retarderet og grinagtigt. 

 Kvinder #2

•Når man mest går på toilettet alene, tænker man vel, at der er én og én måde at gå på toilettet på. Det er der ikke. Jeg har naturligvis prøvet det før, men de sidste to dage har min tålmodighed virkelig været sat på toilet-prøve. Thi jeg har været på omtrent ti forskellige europæiske toiletter med min 8-årige datter, der helst ikke tisser alene. Jeg er hurtig. Får klaustrofobi og kvalme og grrrr. Hun skal først lige finde et sted at hænge sommerhatten. Så skal hun tisse først og længe, mens hun stiller spørgsmål til diverse klamheder i det lille lukkede rum. Og rører ved dem. Bagefter skal hun sæbe sine hænder ind grundigt og længe og vaske og vaske og vaske og vaske og tørre og tørre og tørre og tørre og tørre og tørre  i de der pis-automater i timevis, selvom jeg tilbyder hende samme bukseben, som jeg selv bruger til formålet, træk vejret dybt, Maria. 

• Hyklermoder. Da jeg afklædte mig søndag aften ved midnatstid og efter 14 timer undervejs, mødte mit blik mit spejlbillede mellem de to gardiner, der med Jonathans ord lignede tynde skiver af beton trukket på stang, og jeg råbte, så spyttet stod i kaskader: fy for helvede, hvor er jeg blevet klam og fed! Hvorefter jeg med stolthed lynede min toilettaske op ekstremt hidsigt og sendte en herligt brun-syrlig stemning ud i hotelværelset. 

Mandag morgen vågnede jeg ved, at børnene hviskede i sengen. My sad i underhylere og med troldehår og designede t-shirts i sin nye Top Model-bog. Så var det, jeg hørte mig selv sige : Ved du godt, at der ikke er nogen virkelige kvinder, der ser sådan der ud? Det er som Barbie-dukker. Man skal bare have det godt med sin egen krop, ligemeget hvad og ikke sammenligne sig med den slags der. Ligesom mig, jeg har det jo vildt godt med min krop. 

Så grinede vi lidt. I det mindste lærer jeg hende da lidt om selvironi. 

• De hører musik i bilen. Alt muligt musik. Sommetider hører de sammen eller laver gættekonkurrencer. My hører Marcus og Martinus. GirlsGirlsGirls. De hørte den sammen, og Jonathan skubbede høretelefonerne af og sagde: Mor? Det er som om alle mænd og drenge,  der synger om piger, ser piger som en slags legetøj eller ting. Det er underligt, synes jeg. 

(Ja, min dreng)

•Vi hører allesammen Say My Name med Tove Styrke i bilen. Men for helvede. Tænk at have det kvindenavn. Tove Styrke. Det ville jeg satme godt hedde. 

•Nu er vi ankommet til destinationen, og da jeg trak mine klamme køresko af, blev jeg overrasket ved synet af min ene ankel, der var vokset til firedobbelt størrelse. Mormorankel. På den måde kan man jo lige få nok en lille kropslære. Og sætte pris på, at man endnu ikke bor på kødpølsesøjler med en diameter på 25 cm stoppet godt ned i handifarvet fodtøj, slæbe slæbe slæbe efter en rollator, man hader i sit stille sind.