Lager

Jeg har et lager. Det består af to store haller. Der er blæneformede afskalninger i den lyse beton flere steder, som tilføjer ekstra nuancer af grå til den dominerende død-lyse farve.

I den bagerste hal er der stillet stålreoler op systematisk med en meter mellem hver og med gange ned mellem de fire rækker. På reolerne står der ens stålkasser i endeløse rækker. I stålkasserne ligger matsorte stålbolde i hylder af skumgummi, hvor runde huller er skåret ud til boldene, så de ligger helt, helt stille. På hver bold er der et nummer. For enden af reolen er der en oversigt over kasser og bolde, men jeg kan også slå op i kataloger på en af de 10 computere, der er placeret på træhylder rundt langs væggen i hallen.

Jeg åbner boldene ved at trykke på en lille knap synlig knap på størrelse med en lillefingernegl. Inde i står ridset præcise sætninger i matsort metal. Reol 27, kasse 89, hylde fire, bold 2 indeholder f.eks. en sætning om engang, hvor jeg sagde noget sårende til en veninde, som jeg aldrig fik sagt undskyld for. Fejlbolde. Fejlkataloger.

I det forreste rum er der et kæmpestort hjul, der er delt ind i farvefelter. Det ligner et stort hamsterhjul, og det drejer da også stille rundt altid. Eller et lykkehjul, for der er en pil, der rammer ned i ét farvefelt ad gangen. Farvefelterne repræsenterer mine felter. Kone, mor, ansat, datter, veninde, søster, skrivende, motionerende. Rytmisk og roligt drejer det rundt og rundt og rundt, og  når pilen rammer et felt, sender det skældud ind i min hjerne. Du ødelægger dine børn. Du er ikke ambitiøs nok i forhold til at skrive. Du burde løbe oftere. Dekkedekkedekkedekkedek. Næste felt, næste skideballe, igen og igen og igen.

I morges stod jeg og kiggede ud over hallen. Her lugter fugtigt, og jeg blev pludselig helt overvældet af det uhyggelige ved de mange mængder sorte bolde alt for systematisk placeret. Reolernes alt for kolde stål. Hjulets enerverende dekkedekkedekke.

Så jeg har taget en beslutning. Jeg tømmer lageret. Jeg er gået i gang med at fylde kassernes indhold ned i sorte sække, og det kommer til at tage lang tid. Jeg skal finde ud af, hvordan man kommer af med den slags affald, og så vil jeg finde noget nyt at bruge hallerne til, spartle betonblænerne og måske male og lufte grundigt ud.

 

 

Reklamer

Verdensbilleder

My er ikke typen, der går og hiver og drejer i rokketanden, til den makker ret og ryger ud. Hun venter. Denne gang røg den ned i vasken, mens hun børstede tænder, og hun var lige ved at tro, det bare var en klat tandpasta, der skulle til at forsvinde for evigt.

Jeg er ikke typen, der kan få mig selv til at bilde mine børn ind, at der findes nisser eller tandfeer og den slags. Det er løgn. Jeg ville gerne bilde dem det ind, men jeg er simpelthen frygtelig dårlig til at få dem til at tro på det. Vi ved godt, at det er dig, siger de, og så siger jeg NEEEEEEEEEEEEEEj, jo okay, det er det. Morten siger ingenting.

Hun glemte at lægge tanden under puden. Vi glemte at lægge penge. Indtil om morgenen. Vi havde kun en halvtredser. Shit, hvor unfair, hviskede Jonathan.
Gavmild tandfe, sagde jeg. Tak mor, jeg ved godt, det er dig, sagde My. Morten sagde ingenting.

Min cykel blev stjålet. Jeg kan ikke blive vred. Det er første gang. Jeg har boet i København i 21 år. Jeg har endda glemt at låse den flere weekender der midt på Vesterbro. Faktisk er jeg mere lidt glad. For så kunne jeg købe en ny. Jeg drømte om en racercykel. En herreracercykel. Det har jeg gjort siden, jeg var dreng. Savlede over billeder på nettet. Gik ned til retrocykelmand og pegede forelsket på en grøn og smuk racer. Den er da alt for stor til dig , sagde han og grinede alt for højt.
Nå, men jeg drømmer bare om en racercykel, jeg kan køre på arbejde på, sagde jeg.
Hvor mange kilometer, har du? Spurgte manden.
3, sagde jeg, og så grinede han alt for højt igen. Siden forklarede han, at sådan en cykel kræver vedligeholdelse. Min søster sagde, at jeg bare ville slå tissekonen, og så fik hun grineflip over, hvordan jeg ville komme svedig på arbejde i latex og kliksko og helt svedig og prale af, at jeg lige havde cyklet…………..3 km.
Nå. Så det endte med en konecykel, hvor man sidder helt oprejst og læner sig tungt til skiftevis højre og venstre for at komme frem. Farvel drøm. Farvel verdensbillede med mig som hurtig og smart på racercykel.

På vej hjem gik Morten og jeg med My mellem os. She really needs a new bike for her birthday this summer, sagde jeg til Morten.
Jeg ved godt, at I lige sagde, at jeg skulle have en ny cykel i fødselsdagsgave til sommer, sagde My. Jeg grinede nervøst og sagde NEEEEEEEEEEEj, ja, okay.
Morten sagde ingenting.

 

Boxer

My er sådan en, der går med hatte og som gerne klæder sig på som en dronning og sætter sig fornemt på triptrappen et kvarter efter, at vi andre er gået i gang med at spise en omgang hverdagsaftensmad som kødboller. Eller også går hun i komfort-mode, der er hun i disse dage, og det kan jeg virkelig godt forstå.
Det er skiundertøj. Hver dag. Hun er også sådan en, der gemmer sig. Så sidder hun bag en dør i en halv time og snakker med en tøjhund og griner diabolsk, når man tilfældigt finder hende. I morges fandt jeg hende krøllet sammen i et hjørne af badeværelset, fordi hun ikke gad børste tænder. Bare for at sætte scenen og undskylde mig selv, om hvem man måske lige skal indskyde, at jeg har en særdeles veludviklet evne til at blive forskrækket over meget små ting.

Denne dag havde hun toppet skiundertøjet med sådan en (irriterende) hårbøjle med en lille hat på skrå á la cabaret. Vi andre sad og spiste vores hverdagsmad, og pludselig var hendes stol tom. Det kan betyde toilet, det kan betyde, at der var en Barbie, der ikke havde fået sin velfortjente røffel, som selvsagt prioriteres højere end aftensmaden.

Jeg gik ind i stuen, for jeg hørte en lyd.

Jeg ved ikke, om det var hårbøjlens form eller udelukkende det faktum, at hun stod på alle fire af uforklarlige årsager. Men i en brøkdel af et sekund var jeg fuldstændig sikker på, at jeg så en Boxer-hund midt i vores stue. Jeg mener det. Jeg så den. En uhyggelig Boxer, som en grå-brun Baskervilles hund midt i mit hjem, og mit hjerte hamrede, og jeg tror endda, jeg gjorde et hop, og måske var det netop hoppet, der fik min hjerne rystet på plads, så jeg så, at det bare var My i skiundertøj og cabarethat.

Der er mere mellem himmel og jord, eller jeg er i hvert fald glad for, at vi ikke også faktisk har dyr. Jeg ville befinde mig i et livslangt mareridt.

 

Billedresultat for baskerville hund

Det er i tider som disse, jeg deaktiverer min facebookprofil

Hvilke tider?

De der tider, hvor det, der kommer ud af min mund giver mening ingen andre steder end i mit hoved og samtidig giver folk kvalme:

Designere og mig i køkkenet på mit arbejde i morges. Lige inden møde:

Maria: Vil I have kaffe hahahahahaha blablablablabla
Designere: Ja, tak. Det ville være dejligt.
Maria: Vil I ikke helst have rigtig mælk i? Vi har noget i køleskabet. Pulver er klamt.
Designere: Ja, det har vist aldrig set en ko.
Maria: Måske er det koens arp.
Designere: …………………
Maria: …………………

 

 

 

Kald mig venligst fru

Jeg troede, der ville falde en masse ord ud af mit hoved automatisk efter i lørdags, hvor jeg jo så blev gift.

Det gør der ikke rigtigt. Måske er det fordi, jeg stadig er lidt tung i hovedet. I morges mødte jeg op på mit arbejde i Valby kl 8. Jeg havde ellers aflyst alle møder, fordi jeg skulle til netværksmøde i Gentofte.

Jeg har åbne vabelsår på størrelse med femkroner på mine fødder, for det der med at gå sko til er jo overvurderet.

Hvad der ikke er overvurderet er at blive viet.

Det har blæst mig temmelig meget omkuld, hvor smukt og højtideligt, det var.

Dagen før var jeg eksamenstør i munden, og sommerfuglene flaksede mere end nogensinde i de timer inden halv tolv, hvor vi skulle vies.

Jeg blev vildt bange for, at jeg havde misforstået tidspunktet. Inde på rådhuset var der varmt, og jeg faldt ned ad trappen til toilettet og slog hul på mit knæ, men det er der ikke så meget nyt i, og det bringer jo som bekendt lykke…..

Så kom det. Øjeblikket hvor vi sagde ja. Og bagefter sagde Morten til min store overraskelse: der er lige noget, vi skal huske – og kiggede på børnene. Op af sin bæltetaske tog Jonathan en ringæske og åbnede den. Så rakte han den til My, der afleverede den til Morten. Perfekt koreografi, og jeg tudede allerede inden, den var skubbet ned på min finger.

Bagefter var der ris og champagne og frokost i Kongens Have, og dagen sluttede med den fineste fest. Hvor Morten og jeg holdt taler, der stadig snurrer i mit hoved, for det var så fint med alle de ord. Det hele var lige, som vi drømte om.

Vi var hjemme kl 6, og da vi vågnede to timer senere, hvor vi skulle ned og hente vores ting, opdagede vi, at My og hendes kusine havde lagt syv store bøger under hver vores hovedpude.

Se det er et rigtigt eventyr, og jeg må indrømme, at jeg er lykkelig. Og lykkeligt gift.

Mareridt

My har mareridt i hvert fald en gang om ugen. Det er stadig børnelokkere. Men også hekse, der vil brænde hende, og mænd der sparker ud efter hende med lange skruer under fødderne. Vi træner drømmekontrol. Hun er begyndt at kunne gøre sig usynlig. Men børnelokkerne hærger hende også, når hun er vågen. Forleden sad hun og øvede sig i at binde sløjfer på de sko, hun skal have på til brylluppet. Pludselig blev hendes ansigt helt fortrukket, og hun begyndte at græde, sådan mere akut, end jeg har set før. Senere fortalte hun, at det var fordi, hun skulle binde en knude, og så kom hun til at tænke på navnet Knud, og det er et børnelokkernavn.

Man kan også godt sige, at det er gået i hårdknude i hendes hjerne. Hun har sagt nogle lidt tunge ting om sig selv, og jeg ringede faktisk til Børns Vilkårs forældretelefon i går, fordi jeg blev helt i tvivl om, hvad det kunne handle om, hvordan vi skulle gribe det an. Det var den sødeste kvinde, jeg talte med. Som tog sig tid og lyttede og kom med råd og bekræftede os i, at vi gør det rigtige. Tænk, at der findes sådan en. Det er ret fint. Og jeg fik lidt ro på og kom i tanker om, at jeg faktisk også selv har mareridt ca. en gang om ugen, og måske handler det bare om, at man har en hjerne, der hiver én rundt i alle mulige fantasihjørner, og sommetider er de hjørner lidt klamme. Så skal man lære at komme ud af dem. My siger, hun hellere ville være voksen, så hun ikke drømte om børnelokkere, så hun kunne stoppe det grimme. Men det kan jeg heller ikke altid. Jeg er 41.

For tiden handler mine mareridt om, at Morten ikke vil gifte sig med mig alligevel. Det er sådan noget med, at han siger: Jeg tror, vi stopper her, Maria. Jeg har fået nok. Han har selvfølgelig også fundet en anden, og jeg flytter altid tilbage til min etværelses på Øster Søgade. Ryk tilbage til start. Drømmene ender altid med, at jeg beslutter mig for at gå den tunge vej til Tinder, og måske lyder det ikke særlig mareridtsagtigt, men jeg vågner altid med hjertebanken og tror, at mit liv er ødelagt, indtil jeg ser ham ligge der ved siden af mig, og det hele drysser ned på plads.

Måske findes der bare mareridstmennesker, os med lidt for mange åbne huller ind og ud af hjernen. Men jeg tror faktisk ikke, jeg ville undvære hverken Mys eller min hjernegrottesi og alle de underlige hjørner og kroge, der følger med.

Stik mig en privat-Bent

Planlægning og projektstyring is all around me, and so I’m feeling gross.

Bryllup er én ting. Her ti dage inden, er vi så småt ved at have lidt styr på nogle af tingene. Lalalala. Der er ingen af os, der har talent for praktisk planlægning. Det må vi erkende. Vi gik lidt i stå, da vi opdagede, at man ikke måtte have konfettikanoner, hvis man godt ville have gjort rent.

Men vi er igang med at bygge en playliste sammen med gæsterne, og det er noget af det hyggeligste, jeg længe har været med til. Vi har lavet en gruppe på Facebook og bedt alle smide dansehits ind. Der er alt! Det bliver den vildeste playliste ever.

&¤#”!!!!?-altanprojektet er en anden ting. Jeg har lige har været til altanmøde og nede i vores vamle kælder her til morgen kl 7!!! Det er en dårlig idé, hvis man ikke er interesseret i den retarderede udgave af mig. Skulle finde fyrrummet i kælderen, noget med el. Nøglen passede IKKE til døren. Jeg prøvede MANGE gange. Jeg fik spindelvæv i hovedet og blev lidt utidig. Kunne ikke finde noget fyrrum i den vamle kælder, jeg aldrig har sat mine ben i fordi: rotter. Ringede til Bent. Bent har ferie. Bent lød lidt rusten. Bent kom ned i klipklapper og smøg i munden og gik direkte hen og åbnede døren til fyrrummet, som slet ikke var låst.

Senere gav jeg min hoveddørsnøgle til altanmanden, den tager du bare, så du kan komme ind de forskellige steder, ja, hahah, så er det også på plads, ja haha god arbejdslyst. Fem minutter efter stod jeg foran min dør. Jeg kunne sjovt nok ikke komme ind og hente min taske. Dén havde Bent regnet ud. Han kom trissende i klipklapper om hjørnet og rakte en nøgle hen mod mig. Sommetider bliver man bare så glad for, at der findes Bent.

Jeg ville ønske, han også lige gav en hånd med i planlægningen af brylluppet.

Psycho-potentiale

Jeg er kommet til at tænke på noget.

Det kom sig af, at jeg i mange uger skulle holde ting hemmelige for Morten omkring hans polterabend, og så slog det mig, hvor glidende nemt, det egentlig var at lyve for ham. Bare sige usandheder om dit og dat lige op i hans åbne fjæs. Det åbner jo for uanede mængder af dobbeltliv og psykopatisk adfærd, og jeg havde slet ikke lige set komme, at jeg havde potentiale der.

Det slog mig så også, hvor klam og beskidt, jeg følte mig, bare fordi jeg sagde ‘Nu håber jeg ikke, dit møde fredag eftermiddag bliver alt for træls’ velvidende, at der slet ikke var noget møde.

Det er sgu da et usynligt samfunds-stød-hegn, der vil noget. Smart indrettet.

Der er altså både ingen og mange centimeter hen til at kunne gennemføre en spektakulær dobbeltidentitet. Foruroligende.

Så kom jeg til at tænke videre. Over, hvor få milmeter, der er fra, at man kunne blive en virkelig træls stalker.

Instagram. Feriebilleder. En eller anden, man synes er sej. Lige skrive:

“Jeg så dig godt på Kreta. Den prikkede bikini klædte dig vildt godt. Det er nok meget smart, hvis du sparer lidt på sukkerindtaget hos dine børn det næste stykke tid, shit de fik mange is.”

Gisp.

Jeg får helt adrenalinkvalme ved tanken.

Jeg lover at begynde at tænke på nogle andre ting nu.

Måske.

 

 

Eftersidning

Vi talte om eftersidninger med Jonathan.  Vi forklarede, at der var en tretrinsraket dengang i 80’erne, hvor lærerne aldrig skrev hjem om noget:

Lille frækhed: Uden for døren
Mellem frækhed: Hen på inspektørens kontor
Stor frækhed: Eftersidning

Morten har engang fået en eftersidning, fordi han stablede alle møblerne oven på hinanden.

Jeg blev mest bare sendt uden for døren, fordi jeg ikke kunne holde op med at grine. Engang sagde Frank fra b-klassen midt i mit grineflip: Kilder tamponen? Så grinede jeg endnu mere og blev sendt ud.

Jeg blev kun sendt i obsen én gang og fik en eftersidning én gang.

Vi havde Mette i formning, hun havde en vorte på tungen, og det fik alle til at stirre yderst koncentreret på hende, når hun slikkede på noget brunt tape, man skulle bruge til et eller andet formningsagtigt. Engang lavede vi dyr af ståltråd og avis, og jeg smed Joachims giraf ned ad trappen, og jeg kan huske, at Mette tårnede sig op på trappen foran mig i sin sortekjole og råbte med vortemund: Så er det i obsen!
Jeg kan ikke huske hvorfor, jeg handlede så tarveligt overfor Joachim. Men et andet minde knytter sig til situationen: Han fulgte efter os ud på toilettet, og stod i båsen ved siden af og fnes, når han hørte toiletlyde. Jeg var desuden vild med ham, og senere blev vi kærester, og jeg gav ham  en halskæde fra Mallorca lige inden, han skulle flytte til Slagelse. Hvorom alting er med den obs-ting. Jeg nægtede. Jeg tudede og nægtede, og så lod hun mig være. Senere slog Joachim op med mig i et brev fra Slagelse, og jeg kan huske, at jeg sad på min multifarvede, ovale sovesofa og græd og græd.

Jeg ved ikke, hvorfor jeg fik en eftersidning, men jeg kan huske, at jeg sagde, at det kunne jeg desværre ikke, for jeg skulle på efterårsferie. Så slap jeg.

En psykolog ville sikkert kunne sige meget om det. Noget med ikke at ville acceptere konsekvenser og virkelighed og blabla, men jeg er da ikke endt i fængsel endnu.

I dag  fik jeg endnu et af de der Joachim-breve. Altså sådan et, der giver lidt svien. Det føles faktisk lidt som at blive sendt uden for døren, i obsen og indkassere eftersidning på én gang.

Jeg tørgræder på voksenmåden og skammer mig lidt, og selvom jeg godt ved, at mine gamle metoder ikke virker længere, nægter jeg vist stadig at blive sendt i skammekrogen.

Og hey. Jeg har lige skaffet noget godt til vores bryllupsfest i dag, og i morgen spørger jeg, om der er nogle andre, der kan lide mig i stedet.


 

Hud

“Ligner den ikke lidt et rivejern?,” spurgte jeg min otteårige datter og pegede på den af fodfilene, der så mest drabelig ud. Vi stod i Matas på Hovedbanen og ventede på at skulle hente Jonathan ved toget.

Før det var vi cyklet ned ad Istedgade, hun på sin egen cykel for første gang, og jeg var stadig lidt klam i håndfladerne. Hun kan finde på at stoppe brat op, fordi det klør på hendes skinneben.

Vi kom ind på Hovedbanen.

“Hvor er her mange butikker. Man kan også lige gå på MacDonnårs,” sagde hun, knappede sin cykelhjelm op og puttede sin cykelnøgle  ned i sin lille håntaske med frynser, der hang på skrå over hendes lillebitte krop.

Vi kom tilfældigvis forbi Matas.

“Skulle vi ikke kigge efter den fodfil?,” spurgte jeg, for hun har flere gange påpeget mine sprækker på hælene.

“Det var også lige det, jeg tænkte,” sagde hun og korrigerede hårbøjlen.

Sammen fandt vi hjørnet med fodting. Jeg gik efter en vanlig fil, selvom jeg aldrig har været fan. Jeg får kuldegysninger.

Så var det, hun udpegede rivehjernet, og jeg spurgte hende, om ikke hun troede, det ville gøre ondt.

“Nej. For huden er jo død,” sagde en stemme.

Det var ikke hendes. Den tilhørte en mand, der stod ved siden af mig og ligesom tittede genert frem fra sit pandehår. Øjnene lige over kanten på et par fedtede briller. Mange løse hudflager lå på hans kinder som visne blade på gade.

“Ellers ville det jo også gøre ondt at gå,” sagde han.

Godt ord igen, underlige Matas-ven. Må jeg anbefale en ekstra fed creme til kinderne?

Vi tog den. Hun fik også en hårbøjle og en jordbærlæbepomade, fordi jeg er vild med hende, og slet ikke kan bære tanken om, at hun måske snart nægter at holde mig i hånden, himler med øjnene, mens hun giver mig elevatorblik og har lyst til at belære mig om tusind andre Matas-ting end en bette hudfil.

Nu sidder jeg her en herlig fredag aften og har filet og filet med rivejernet, så det er en fryd og helt uden kuldegysninger. Den har sådan en smart lille opsamler til den døde hud. Det stod der også på pakken.

Morten er på polterabend.

Nu er det, jeg tænker på at tømme filen ned i en skål og bilde ham ind, at det er parmesanost til pastaen.

Jeg samler i hvert fald et lille forråd, så må vi se, hvad der sker med det.

Kan også være, jeg kan sælge det som kokain nede på Hovedbanen.

Tak til My og Matas-mand for venlig vejledning.