Tænk, hvis det hele er et trick

Det er en klassiker. Forestillingen om at alt, hvad man tror er virkeligt, er falskt. Som i filmen The Truman Show. Måske fordi livet og hjernen er sammensat af et væld af flager og brikker og flagrende postulerede sandheder, og så har man bygget sig en lille hyggelig hule på en lillebitte tømmerflåde i et stort og uendeligt hav, og man ved godt, at man virkelig skal padle for at holde sig oppe, men man hygger sig også fint lige der.

Jeg gik tidligere i seng end drengene i går. De talte sammen inde på Jonathans værelse. Talte og talte og talte, eller det var mest Jonathan. Jeg syntes, de hviskede lidt også. Det var nok hensynet til den sovende kælling. Men så løb min fantasi ud af en tangent, og jeg forestillede mig, at de sad og talte om, hvor langt ude den er, den virkelighed, jeg tror på. At jeg slet ikke er moren, men en stakkels forvirret patient, de redder ved at give mig ‘familiær kærlighed’. “Vi skal huske at tjekke, om hun vasker fingre, når hun har været på toilettet,” hviskede de måske. “Har du givet hende mad i dag?”

Så er det altid sært opløftende at vende tilbage til virkeligheden igen, nu med et frydefuldt gran af tvivl, og lige rømme sig og sige til sig selv, nej. Jeg ER faktisk moren. De elsker mig rigtigt.

Men måske er jeg i virkeligheden taget til fange af min egen far, der har tvunget mig til at få børn med ham, og så vågner jeg op og står i et sort og dystopisk univers med  virkelig meget asfalt og skjolde og rander og skorper i ansigtet lige om lidt, og tænker what the fuck.

Nej. Jeg skal også til møde.

Eller skal jeg? “Møde….”

Fuck.

 

thetruman

Reklamer

Jeg vandt over 2. januar

Han lagde stærkt ud, 2. januar. Med en knytnæve. Jeg opdagede 1 km inde i min cykeltur mod arbejdet, at nogen havde afmonteret mine magnet-lygter, og de havde taget møtrikkerne med. Så mine hjul kunne sådan set falde af, tænkte jeg og så en ung mand komme løbende helt vild i ansigtet, mens han råbte på sin hund, der åbenbart var stukket af, og så faldt jeg. Skvattede simpelthen af cyklen i meget lav fart. Det var ikke møtrikkernes skyld, eller måske var det. Omvendt placebo. Hjem og hente bil. Forsøge at kæmpe mig op til arbejdsoverfladen endnu engang. Jeg kom ikke op på poolkanten lækker og glat, mens jeg kastede håret bagover, så det afgav en perfekt vandstråle. Det var mere et dej-tema. Dej i hjernen, dej-poser under øjnene efter at have givet alt for meget slip i alt for mange muskler i 11 dage.

Senere, da jeg havde parkeret vores bil alt for langt væk fra vores hoveddør, gik jeg der helt dejslap på fortovet med vanter og ledninger hængende ud af lommer, og hårspænde på vej ud af hår, og alle lynlåse åbne i tasken, så tingene gled ud bag mig som skidt fra en spædekalv med alt for slapt anus, som affald i en rendesten. Også min telefon, der splintreredes. Touché 2. januar. Troede du. Men du vidste ikke, at jeg havde lagt hemmelige planer med min livline i løbet af dagen. Det tænkte du heller ikke på, da du gnækkede hånligt, mens cykelmanden fortalte mig, at det ville koste mig 599 dask med de der lygter. Haha.

Hahahaha har jeg grinet nervøst mange gange, når My har klemt min hånd og kigget på mig med sine brune øjne: “Jeg har et problem med dyr, der er noget galt med mig, fordi jeg bare elsker dem så meget, jeg vil bare så gerne have et kæledyr, du er verdens sødeste mor, hvis jeg bare må få et eller andet.”

Jeg kan ikke lide dem. Dyrene. Jeg er bange for dem, og jeg er bange for at se dem døde. Efter dengang med undulaten Magnus på bunden af buret. Men så holdt vi nytår med et lille hamster, der hed Lussi, og så pludselig var Livlinen og jeg enige om, at for helvede, det skulle hun have. Al nervøsitet fordampede, da jeg så hendes ansigt lyse op, og da vi talte om navne i bilen ud til Mini Zoo. Jonathan foreslog Stådreng, men My besluttede sig for Stella. Nervøsiteten kom lidt igen i deres kælder fyldt med gnavere.

Men nu har vi så et dværghamster, og jeg ved godt, det hedder en, men jeg har altid sagt et, og det giver mig store muskler at tage kontrollen over det ord, når jeg er bange for at klemme den lille ihjel. Det var så fint at se Jonathan og My sidde med den lilleminibitte, mens vi så Snehvide, og 2. januar lå og våndede sig i en tisgul snedrive et sted. Skabte sig og hulkede over, at han ikke fik mig ned med nakken i år, selvom han lagde mange kræfter i.

 

Røde klude og centrifuger

Jeg er så ovenud glad for, at november ligger bag mig, og det er først nu, jeg kan se tilbage på den uden at få en form for raserianfald, for hun var fandme ledere end sædvanligt i år, synes jeg. Der er ikke sket mig noget. Slet ikke. Jeg skal ikke brokke mig. Men den grå og slimede centrifuge, november hiver mig ned i hvert år, virker paradoksalt ny og skræmmende, hvert år. Som om jeg er hevet ned på en skimmelsvampebefængt hylde under mit rigtige liv.

Mandag i iskold regn, cykle til svømning med to 8årige piger, en halvmaraton i sig selv, på Vesterbro. Jeg prøvede virkelig. At hive mig op fra den vamle hylde. Jeg køber sgu en ny og knaldrød badedragt for at gøre mig selv glad, tænkte jeg. Vi var sent på den. Jeg tog medium, fordi oppe i mit rigtige liv er jeg ALTID medium. Flåede skiltet af og løb ind under bruseren og hoppede i min nye røde skønhed, der for helvede sad helt oppe i røven på mig, mens rygfedtet pølsede ud, og spejlbilledet af mig i den lille røde fik den absolut modsatte effekt af, hvad jeg havde tænkt. Det er sådan noget, November kan. Tak for det.

Men man kan lave modvægt-centrifuger, og det gjorde jeg en hel weekend, hvor jeg læste Baltimorefamilien af Joël Dicker, der sugede mig ind og satte mig så meget fri, at jeg glemte, hvilken rædselsfuld hylde, jeg lå på.

Jeg er ikke rar i november, og alt det, der irriterer mig til hverdag bliver til røde klude i mit ansigt, og jeg bliver allermest rasende, når folk skriver i bydeform på Facebook. Læs den! Se den! Gør det! Gu vil jeg ikkenikkenej, siger mit november-jeg. ‘Hvad mener vi om det’, skriver de og taler alt for tydeligt om det fællesskab af regler for det gode liv, vi alle er underkastet, men bilder os ind, vi er frigjort fra. Hvad gør MAN? Lad være med at sætte projektør på, og lad mig venligst leve i den tro, at jeg er fri, at jeg ikke også bare er en slap klud i dén centrifuge. Når man docerer. Hvilket jeg måske selv lige har gjort. Men når man laver regler for den gode opførsel, skriver hvad MAN BØR gøre for at leve DET GODE LIV. Når man gør det i november, og jeg opdager det, skal MAN bare vide, at det har den modsatte effekt, og at jeg godt kan blive til fare for mig selv og andre.

Men bare rolig. November er overstået nu. Min mand har fødselsdag i dag for første gang, siden han blev min mand, og jeg elsker, at han er min mand. Min datter sad der på stolen ved siden af ham med nutella i hele ansigtet og strålede, da han pakkede ud. Bryster i pap til at hænge på juletræet. Min søn brugte to timer på Fisketorvet alene i går for at købe sin egen gave, og han ringede og sagde, det var svært at købe gaver til en på 43. Det blev en osteskærer og en bøjelig lighter, og han var stolt, og han lavede mad i går med et viskestykke over skulderen og hurtigt hakhakhakke grøntsager, og jeg ved ikke om jeg ville have lagt mærke til alt det i november. Men i december gør det mig så helt igennem lykkelig.

Fire nedslag i en novemberonsdag

  • ” Hop op på cyklen, darling!,” sagde jeg til My på vej til skole.
    “Jeg er altså ikke nogen vindrue,” sagde hun lettere forarget.
  • Jeg tog bilen tre km på arbejde. Det regnede OG var koldt, det er en kombi, der kalder på bil. Lige ved Enghave Plads, var jeg tæt på at banke hårdt op i bagenden på bilen foran mig, fordi jeg kiggede ned for at tænde varmen.
    Så var det, jeg tænkte: Hvis jeg var død der, havde jeg været en slags moderne version af ‘Den lille pige med svovlstikkerne.’
  • På vej hjem regnede det ikke. Men vinduesviskerne kørte alligevel, og jeg opdagede det først, da jeg næsten var hjemme, og så var det jeg tænkte: Jeg kan godt lide det. Viskernes regelmæssige bevægelse som en stor metronome, der sætter rytmen i en temmelig udflydende biltur.
  • Jeg ryddede op på mit kontor i dag, tømte en grim hund, som de jo hedder de der møbler under skrivebordet. Ingen ved hvorfor. Nå. Men jeg er ikke et ordensmenneske, og jeg gemmer meget lort, og så var det, jeg tænkte: Hvorfor fanden er der ikke nogen, der har opfundet en tingsuger i stedet for støvsuger til de lidt mere grove genstande. Til privatpersoner. I forvejen aser og maser man jo med at samle kugler, puslespilbrikker, små figurer og sokker op i randen af et børneværelse, så man kan støvsuge. Hvis man lige havde sådan en tingsuger, ville alle være meget gladere. Selv tak Nilfisk.

 

Relateret billede

Kaffe, sukker-retardo og Mr. Big

Jeg besluttede mig for en detox for et par uger siden og har kørt uden sukker, kaffe, alkohol, æg, kød, mælkeprodukter i 11 dage. Nu, vel overstået. Hvad måtte du så spise, Maria? Pap? Ja, cirka. Detox er måske lidt fesent, men det har lært mig flere ting.

Hvor meget min pommes frites-arm kører ind pr automatik og i alt for store mængder, til det føles rart. For eksempel. At jeg overhovedet ikke savner kaffe og slet ikke kan huske, hvorfor jeg begyndte at drikke det. Jo. Det var efter første barn. I barslen. At der opstod et temmelig usundt forhold til den sure drik. Jeg kan slet ikke lide det særlig godt, og det der så slår mig som temmelig evnesvagt er, at dadaaaaa jeg sover som en baby. Nu har jeg brokket mig i årevis over dårlig søvn, og så har jeg ikke skænket det en tanke ikke bare at skære ned, men også droppe kaffe totalt. Hårdt håndfladesmæk for pande. Altså. Jeg har ikke tænkt mig at begynde igen, og så må vi se, om det med søvnen var tilfældigt, men den føles tungere end i årevis.

Jeg har også lært, at jeg bilder mig ind, at jeg ikke er sukkerafhængig, og de 11 dage gik faktisk lettere end jeg havde regnet med. Men så i dag. Da det var ovre. Tog pommes frites-armen over, og jeg kørte så meget slik indenbords, at jeg selv er helt chokeret. En færge af slik namnamnamnamnam. Og jeg tror faktisk, at det var slikkets skyld, at jeg til yoga ikke fattede, når han sagde højre og venstre og var totalt retardo.

På vej hjem så jeg en bus med et kæmpe valg-billede af Jan E. Jørgensen fra Venstre, og selvom det ikke har en disse med detox at gøre, må jeg ud med det nu. HAN LIGNER MR BIG FRA SEX AND THE CITY så meget, at det skræmmer mig lidt.

 

Billedresultat for jan e jørgensen venstre

Mens vi venter spændt på skældud – men helt sikkert får mest stilhed

Det er for helvede en gammel historie, det hele.

Maria går til forældremøde i 6.S. Maria er allerede i klasserådet. Der skal også være kontaktforældre, som er klassens repræsenblablatanter til møder med skolebeblablastyrelsen. Maria gider virkelig ikke. Hun har prøvet det før. Det er IKKE spændende.

6.S’ søde lærer siger, at det virkelig kunne være godt med nogle kontaktforældre. Kammas søde mor melder sig efter første portion pinlige tavshed. Maria melder sig også, for hun kan ikke lide at lade Kammas søde mor i stikken.

Maria går slukøret hjem, og bliver leet af i stuen, hvor hendes mand sidder og hygger sig i lampens gyldne skær. “Jeg vidste det, ” siger han let hoverende.

Maria nyder livet, indtil første invitation til kontaktforældremøde tikker ind, og hun tænker, at nu er det fandme tid til en for holdet. Hun læser mailen semigrundigt og finder ud af, at hun skal spørge de andre forældre i klassen, om de har noget, de gerne vil have drøfblablatet på mødet.

Hun ved udmærket godt, at de aldrig vil læse endsige svare på så kedelig en mail, så i et anfald af den sædvanlige kækhed, der så hurtigt tipper over i drama og åh-nej, skriver hun en mail med disse ord i emnefeltet: Kontaktforælder skamferet af albino-rottweiler.

Så nu er det bare at vente i spænding. På helt sikkert mest af alt ingenting.

École #2

Jeg var til fransk igen i går. Hos Niss og på Skolen på Islands Brygge.

Lige inden havde jeg været mor.

Stået og vasket gryder og pander efter aftensmaden, mens Jonathan (tvungent) læste Bogen om verden af Johan Olsen højt  for os. Fordi jeg lige havde opsnappet, at han glæder sig til fysik og kemi næste år og BANG, der er måske noget, barnet vil LÆSE om, og jeg kan godt være en ret skarp projektleder på den måde.

Inden det havde vi spist fiskefrikadeller med selleri fra Aarstiderne, og jeg sagde mmmmmm, selvom jeg virkelig hader selleri. My som er lidt i en kællingealder, og som jeg virkelig skal lade være med at ryge i skænderi med, gad kun pastaen. Spis lige noget af fiskefrikadellen, sagde jeg moderligt. Far sagde, jeg skulle spise halvdelen. Det har jeg gjort. Jeg har en matematikbog, du godt må låne, sagde kællingen  min yndige datter, og jeg kiggede på den kvarte del, der manglede af dellen og forsøgte ikke at ryge op i det der felt, I ved.

Og så var jeg til fransk hos Niss på Skolen på Islands Brygge, og jeg blev irriteret over, at tempoet var for lavt og sad og ventede spændt på, hvornår jeg skulle læse op, og kom nu. Det hedder sgu da ikke sivåplajt, og min fod vippede, og jeg tegnede kruseduller på mit papir, og fandme også lidt på bordet med min kuglepen, mens jeg fyrede flabede kommentarer af til læreren og lagde alle kræfter i at udtale korrekt, så han kunne se, at jeg var en dygtig elev.

Nu er jeg på arbejde. Jeg fik en uddannelse. Så noget må jo have sat sig fast midt mellem rastløshed, kilometervis af kruseduller og flabede kommentarer til lange rækker af undervisere.

École

Jeg cyklede hjemmefra i god tid, fordi jeg er en neurotisk skinke, hvad angår tid. Jeg er rædselsslagen for at komme for sent og sgu da særligt, når der er en lærer involveret.

Da jeg ankom, kunne jeg naturligvis ikke finde bygning tre, og det var kulsortnatmørkt samtidig med, at det pissede ned. Så jeg spurgte en pige, der pegede skråt bagom og meget langt til højre. Jeg spænede gennem vandpytter og forbi klatrestativer og begyndte at tale med mig selv. Det et aldrig et godt tegn, så jeg tog konsekvensen og ringede til min lærer kl. 19:55. Timen startede kl. 20, og jeg undskyldte på neurotisk hønsevis og meget snotsnøftende, at jeg kom for sent, hvilket jo egentlig ikke var sket endnu.

Så han stod og ventede på mig for enden af trappen til bygning tre, der lå tre skridt fra, hvor jeg havde parkeret min cykel,  og viste mig ind i lokalet, og så var jeg ikke 41 mere. Det var et sløjdlokale, og han skrev franske bøjninger på tavlen med kridt, læreren, der helt sikkert er mindst 10 år yngre end mig. Jeg sad ved siden af jurastuderende Daniel, der gav mig papir til mine noter, jeg var helt amatøragtigt uforberedt. Vi jokede med de ord, vi ikke kunne og hviskede, så læreren fortalte de andre, hvad de kvindelige kønsorganer hedder på slang-fransk som straf for vores uopmærksomhed. Til sidst legede vi tampen brænder på fransk. Det hed noget med tampon. Fnis. Jeg glæder mig allerede til næste tirsdag, og måske skal jeg have endnu flere fag, så jeg til sidst har et fuldt folker-skema. Det tror jeg ville gøre mig ganske glad.

 

Lager

Jeg har et lager. Det består af to store haller. Der er blæneformede afskalninger i den lyse beton flere steder, som tilføjer ekstra nuancer af grå til den dominerende død-lyse farve.

I den bagerste hal er der stillet stålreoler op systematisk med en meter mellem hver og med gange ned mellem de fire rækker. På reolerne står der ens stålkasser i endeløse rækker. I stålkasserne ligger matsorte stålbolde i hylder af skumgummi, hvor runde huller er skåret ud til boldene, så de ligger helt, helt stille. På hver bold er der et nummer. For enden af reolen er der en oversigt over kasser og bolde, men jeg kan også slå op i kataloger på en af de 10 computere, der er placeret på træhylder rundt langs væggen i hallen.

Jeg åbner boldene ved at trykke på en lille knap synlig knap på størrelse med en lillefingernegl. Inde i står ridset præcise sætninger i matsort metal. Reol 27, kasse 89, hylde fire, bold 2 indeholder f.eks. en sætning om engang, hvor jeg sagde noget sårende til en veninde, som jeg aldrig fik sagt undskyld for. Fejlbolde. Fejlkataloger.

I det forreste rum er der et kæmpestort hjul, der er delt ind i farvefelter. Det ligner et stort hamsterhjul, og det drejer da også stille rundt altid. Eller et lykkehjul, for der er en pil, der rammer ned i ét farvefelt ad gangen. Farvefelterne repræsenterer mine felter. Kone, mor, ansat, datter, veninde, søster, skrivende, motionerende. Rytmisk og roligt drejer det rundt og rundt og rundt, og  når pilen rammer et felt, sender det skældud ind i min hjerne. Du ødelægger dine børn. Du er ikke ambitiøs nok i forhold til at skrive. Du burde løbe oftere. Dekkedekkedekkedekkedek. Næste felt, næste skideballe, igen og igen og igen.

I morges stod jeg og kiggede ud over hallen. Her lugter fugtigt, og jeg blev pludselig helt overvældet af det uhyggelige ved de mange mængder sorte bolde alt for systematisk placeret. Reolernes alt for kolde stål. Hjulets enerverende dekkedekkedekke.

Så jeg har taget en beslutning. Jeg tømmer lageret. Jeg er gået i gang med at fylde kassernes indhold ned i sorte sække, og det kommer til at tage lang tid. Jeg skal finde ud af, hvordan man kommer af med den slags affald, og så vil jeg finde noget nyt at bruge hallerne til, spartle betonblænerne og måske male og lufte grundigt ud.

 

 

Verdensbilleder

My er ikke typen, der går og hiver og drejer i rokketanden, til den makker ret og ryger ud. Hun venter. Denne gang røg den ned i vasken, mens hun børstede tænder, og hun var lige ved at tro, det bare var en klat tandpasta, der skulle til at forsvinde for evigt.

Jeg er ikke typen, der kan få mig selv til at bilde mine børn ind, at der findes nisser eller tandfeer og den slags. Det er løgn. Jeg ville gerne bilde dem det ind, men jeg er simpelthen frygtelig dårlig til at få dem til at tro på det. Vi ved godt, at det er dig, siger de, og så siger jeg NEEEEEEEEEEEEEEj, jo okay, det er det. Morten siger ingenting.

Hun glemte at lægge tanden under puden. Vi glemte at lægge penge. Indtil om morgenen. Vi havde kun en halvtredser. Shit, hvor unfair, hviskede Jonathan.
Gavmild tandfe, sagde jeg. Tak mor, jeg ved godt, det er dig, sagde My. Morten sagde ingenting.

Min cykel blev stjålet. Jeg kan ikke blive vred. Det er første gang. Jeg har boet i København i 21 år. Jeg har endda glemt at låse den flere weekender der midt på Vesterbro. Faktisk er jeg mere lidt glad. For så kunne jeg købe en ny. Jeg drømte om en racercykel. En herreracercykel. Det har jeg gjort siden, jeg var dreng. Savlede over billeder på nettet. Gik ned til retrocykelmand og pegede forelsket på en grøn og smuk racer. Den er da alt for stor til dig , sagde han og grinede alt for højt.
Nå, men jeg drømmer bare om en racercykel, jeg kan køre på arbejde på, sagde jeg.
Hvor mange kilometer, har du? Spurgte manden.
3, sagde jeg, og så grinede han alt for højt igen. Siden forklarede han, at sådan en cykel kræver vedligeholdelse. Min søster sagde, at jeg bare ville slå tissekonen, og så fik hun grineflip over, hvordan jeg ville komme svedig på arbejde i latex og kliksko og helt svedig og prale af, at jeg lige havde cyklet…………..3 km.
Nå. Så det endte med en konecykel, hvor man sidder helt oprejst og læner sig tungt til skiftevis højre og venstre for at komme frem. Farvel drøm. Farvel verdensbillede med mig som hurtig og smart på racercykel.

På vej hjem gik Morten og jeg med My mellem os. She really needs a new bike for her birthday this summer, sagde jeg til Morten.
Jeg ved godt, at I lige sagde, at jeg skulle have en ny cykel i fødselsdagsgave til sommer, sagde My. Jeg grinede nervøst og sagde NEEEEEEEEEEEj, ja, okay.
Morten sagde ingenting.