Jeg vandt over 2. januar

Han lagde stærkt ud, 2. januar. Med en knytnæve. Jeg opdagede 1 km inde i min cykeltur mod arbejdet, at nogen havde afmonteret mine magnet-lygter, og de havde taget møtrikkerne med. Så mine hjul kunne sådan set falde af, tænkte jeg og så en ung mand komme løbende helt vild i ansigtet, mens han råbte på sin hund, der åbenbart var stukket af, og så faldt jeg. Skvattede simpelthen af cyklen i meget lav fart. Det var ikke møtrikkernes skyld, eller måske var det. Omvendt placebo. Hjem og hente bil. Forsøge at kæmpe mig op til arbejdsoverfladen endnu engang. Jeg kom ikke op på poolkanten lækker og glat, mens jeg kastede håret bagover, så det afgav en perfekt vandstråle. Det var mere et dej-tema. Dej i hjernen, dej-poser under øjnene efter at have givet alt for meget slip i alt for mange muskler i 11 dage.

Senere, da jeg havde parkeret vores bil alt for langt væk fra vores hoveddør, gik jeg der helt dejslap på fortovet med vanter og ledninger hængende ud af lommer, og hårspænde på vej ud af hår, og alle lynlåse åbne i tasken, så tingene gled ud bag mig som skidt fra en spædekalv med alt for slapt anus, som affald i en rendesten. Også min telefon, der splintreredes. Touché 2. januar. Troede du. Men du vidste ikke, at jeg havde lagt hemmelige planer med min livline i løbet af dagen. Det tænkte du heller ikke på, da du gnækkede hånligt, mens cykelmanden fortalte mig, at det ville koste mig 599 dask med de der lygter. Haha.

Hahahaha har jeg grinet nervøst mange gange, når My har klemt min hånd og kigget på mig med sine brune øjne: “Jeg har et problem med dyr, der er noget galt med mig, fordi jeg bare elsker dem så meget, jeg vil bare så gerne have et kæledyr, du er verdens sødeste mor, hvis jeg bare må få et eller andet.”

Jeg kan ikke lide dem. Dyrene. Jeg er bange for dem, og jeg er bange for at se dem døde. Efter dengang med undulaten Magnus på bunden af buret. Men så holdt vi nytår med et lille hamster, der hed Lussi, og så pludselig var Livlinen og jeg enige om, at for helvede, det skulle hun have. Al nervøsitet fordampede, da jeg så hendes ansigt lyse op, og da vi talte om navne i bilen ud til Mini Zoo. Jonathan foreslog Stådreng, men My besluttede sig for Stella. Nervøsiteten kom lidt igen i deres kælder fyldt med gnavere.

Men nu har vi så et dværghamster, og jeg ved godt, det hedder en, men jeg har altid sagt et, og det giver mig store muskler at tage kontrollen over det ord, når jeg er bange for at klemme den lille ihjel. Det var så fint at se Jonathan og My sidde med den lilleminibitte, mens vi så Snehvide, og 2. januar lå og våndede sig i en tisgul snedrive et sted. Skabte sig og hulkede over, at han ikke fik mig ned med nakken i år, selvom han lagde mange kræfter i.

 

Reklamer

6 tanker omkring “Jeg vandt over 2. januar

  1. Januar kan i sandhed være en bitch! Jeg puster lige dig og dværghamsteret noget virtuel medvind på cykelstien (…for det må vel nødvendigvis være dværghamstereT, hvis der skal være tale om et dværghamster? Eller tell me?). Har stærkt på fornemmelsen, at man kommer i miskredit ved at sende dig et kram, men nu gør jeg det sgu’ alligevel!… ❤️

    Liked by 1 person

    • Bestemt ikke, jeg elsker kram! Tak! Jeg synes jo altså, at november er en større kælling, så jeg satser på, januar opfører sig rigtig pænt. Nu med kram og medvind i ryggen.

      Like

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

w

Connecting to %s