Lager

Jeg har et lager. Det består af to store haller. Der er blæneformede afskalninger i den lyse beton flere steder, som tilføjer ekstra nuancer af grå til den dominerende død-lyse farve.

I den bagerste hal er der stillet stålreoler op systematisk med en meter mellem hver og med gange ned mellem de fire rækker. På reolerne står der ens stålkasser i endeløse rækker. I stålkasserne ligger matsorte stålbolde i hylder af skumgummi, hvor runde huller er skåret ud til boldene, så de ligger helt, helt stille. På hver bold er der et nummer. For enden af reolen er der en oversigt over kasser og bolde, men jeg kan også slå op i kataloger på en af de 10 computere, der er placeret på træhylder rundt langs væggen i hallen.

Jeg åbner boldene ved at trykke på en lille knap synlig knap på størrelse med en lillefingernegl. Inde i står ridset præcise sætninger i matsort metal. Reol 27, kasse 89, hylde fire, bold 2 indeholder f.eks. en sætning om engang, hvor jeg sagde noget sårende til en veninde, som jeg aldrig fik sagt undskyld for. Fejlbolde. Fejlkataloger.

I det forreste rum er der et kæmpestort hjul, der er delt ind i farvefelter. Det ligner et stort hamsterhjul, og det drejer da også stille rundt altid. Eller et lykkehjul, for der er en pil, der rammer ned i ét farvefelt ad gangen. Farvefelterne repræsenterer mine felter. Kone, mor, ansat, datter, veninde, søster, skrivende, motionerende. Rytmisk og roligt drejer det rundt og rundt og rundt, og  når pilen rammer et felt, sender det skældud ind i min hjerne. Du ødelægger dine børn. Du er ikke ambitiøs nok i forhold til at skrive. Du burde løbe oftere. Dekkedekkedekkedekkedek. Næste felt, næste skideballe, igen og igen og igen.

I morges stod jeg og kiggede ud over hallen. Her lugter fugtigt, og jeg blev pludselig helt overvældet af det uhyggelige ved de mange mængder sorte bolde alt for systematisk placeret. Reolernes alt for kolde stål. Hjulets enerverende dekkedekkedekke.

Så jeg har taget en beslutning. Jeg tømmer lageret. Jeg er gået i gang med at fylde kassernes indhold ned i sorte sække, og det kommer til at tage lang tid. Jeg skal finde ud af, hvordan man kommer af med den slags affald, og så vil jeg finde noget nyt at bruge hallerne til, spartle betonblænerne og måske male og lufte grundigt ud.

 

 

Reklamer

Verdensbilleder

My er ikke typen, der går og hiver og drejer i rokketanden, til den makker ret og ryger ud. Hun venter. Denne gang røg den ned i vasken, mens hun børstede tænder, og hun var lige ved at tro, det bare var en klat tandpasta, der skulle til at forsvinde for evigt.

Jeg er ikke typen, der kan få mig selv til at bilde mine børn ind, at der findes nisser eller tandfeer og den slags. Det er løgn. Jeg ville gerne bilde dem det ind, men jeg er simpelthen frygtelig dårlig til at få dem til at tro på det. Vi ved godt, at det er dig, siger de, og så siger jeg NEEEEEEEEEEEEEEj, jo okay, det er det. Morten siger ingenting.

Hun glemte at lægge tanden under puden. Vi glemte at lægge penge. Indtil om morgenen. Vi havde kun en halvtredser. Shit, hvor unfair, hviskede Jonathan.
Gavmild tandfe, sagde jeg. Tak mor, jeg ved godt, det er dig, sagde My. Morten sagde ingenting.

Min cykel blev stjålet. Jeg kan ikke blive vred. Det er første gang. Jeg har boet i København i 21 år. Jeg har endda glemt at låse den flere weekender der midt på Vesterbro. Faktisk er jeg mere lidt glad. For så kunne jeg købe en ny. Jeg drømte om en racercykel. En herreracercykel. Det har jeg gjort siden, jeg var dreng. Savlede over billeder på nettet. Gik ned til retrocykelmand og pegede forelsket på en grøn og smuk racer. Den er da alt for stor til dig , sagde han og grinede alt for højt.
Nå, men jeg drømmer bare om en racercykel, jeg kan køre på arbejde på, sagde jeg.
Hvor mange kilometer, har du? Spurgte manden.
3, sagde jeg, og så grinede han alt for højt igen. Siden forklarede han, at sådan en cykel kræver vedligeholdelse. Min søster sagde, at jeg bare ville slå tissekonen, og så fik hun grineflip over, hvordan jeg ville komme svedig på arbejde i latex og kliksko og helt svedig og prale af, at jeg lige havde cyklet…………..3 km.
Nå. Så det endte med en konecykel, hvor man sidder helt oprejst og læner sig tungt til skiftevis højre og venstre for at komme frem. Farvel drøm. Farvel verdensbillede med mig som hurtig og smart på racercykel.

På vej hjem gik Morten og jeg med My mellem os. She really needs a new bike for her birthday this summer, sagde jeg til Morten.
Jeg ved godt, at I lige sagde, at jeg skulle have en ny cykel i fødselsdagsgave til sommer, sagde My. Jeg grinede nervøst og sagde NEEEEEEEEEEEj, ja, okay.
Morten sagde ingenting.

 

Boxer

My er sådan en, der går med hatte og som gerne klæder sig på som en dronning og sætter sig fornemt på triptrappen et kvarter efter, at vi andre er gået i gang med at spise en omgang hverdagsaftensmad som kødboller. Eller også går hun i komfort-mode, der er hun i disse dage, og det kan jeg virkelig godt forstå.
Det er skiundertøj. Hver dag. Hun er også sådan en, der gemmer sig. Så sidder hun bag en dør i en halv time og snakker med en tøjhund og griner diabolsk, når man tilfældigt finder hende. I morges fandt jeg hende krøllet sammen i et hjørne af badeværelset, fordi hun ikke gad børste tænder. Bare for at sætte scenen og undskylde mig selv, om hvem man måske lige skal indskyde, at jeg har en særdeles veludviklet evne til at blive forskrækket over meget små ting.

Denne dag havde hun toppet skiundertøjet med sådan en (irriterende) hårbøjle med en lille hat på skrå á la cabaret. Vi andre sad og spiste vores hverdagsmad, og pludselig var hendes stol tom. Det kan betyde toilet, det kan betyde, at der var en Barbie, der ikke havde fået sin velfortjente røffel, som selvsagt prioriteres højere end aftensmaden.

Jeg gik ind i stuen, for jeg hørte en lyd.

Jeg ved ikke, om det var hårbøjlens form eller udelukkende det faktum, at hun stod på alle fire af uforklarlige årsager. Men i en brøkdel af et sekund var jeg fuldstændig sikker på, at jeg så en Boxer-hund midt i vores stue. Jeg mener det. Jeg så den. En uhyggelig Boxer, som en grå-brun Baskervilles hund midt i mit hjem, og mit hjerte hamrede, og jeg tror endda, jeg gjorde et hop, og måske var det netop hoppet, der fik min hjerne rystet på plads, så jeg så, at det bare var My i skiundertøj og cabarethat.

Der er mere mellem himmel og jord, eller jeg er i hvert fald glad for, at vi ikke også faktisk har dyr. Jeg ville befinde mig i et livslangt mareridt.

 

Billedresultat for baskerville hund

Det er i tider som disse, jeg deaktiverer min facebookprofil

Hvilke tider?

De der tider, hvor det, der kommer ud af min mund giver mening ingen andre steder end i mit hoved og samtidig giver folk kvalme:

Designere og mig i køkkenet på mit arbejde i morges. Lige inden møde:

Maria: Vil I have kaffe hahahahahaha blablablablabla
Designere: Ja, tak. Det ville være dejligt.
Maria: Vil I ikke helst have rigtig mælk i? Vi har noget i køleskabet. Pulver er klamt.
Designere: Ja, det har vist aldrig set en ko.
Maria: Måske er det koens arp.
Designere: …………………
Maria: …………………