Hud

“Ligner den ikke lidt et rivejern?,” spurgte jeg min otteårige datter og pegede på den af fodfilene, der så mest drabelig ud. Vi stod i Matas på Hovedbanen og ventede på at skulle hente Jonathan ved toget.

Før det var vi cyklet ned ad Istedgade, hun på sin egen cykel for første gang, og jeg var stadig lidt klam i håndfladerne. Hun kan finde på at stoppe brat op, fordi det klør på hendes skinneben.

Vi kom ind på Hovedbanen.

“Hvor er her mange butikker. Man kan også lige gå på MacDonnårs,” sagde hun, knappede sin cykelhjelm op og puttede sin cykelnøgle  ned i sin lille håntaske med frynser, der hang på skrå over hendes lillebitte krop.

Vi kom tilfældigvis forbi Matas.

“Skulle vi ikke kigge efter den fodfil?,” spurgte jeg, for hun har flere gange påpeget mine sprækker på hælene.

“Det var også lige det, jeg tænkte,” sagde hun og korrigerede hårbøjlen.

Sammen fandt vi hjørnet med fodting. Jeg gik efter en vanlig fil, selvom jeg aldrig har været fan. Jeg får kuldegysninger.

Så var det, hun udpegede rivehjernet, og jeg spurgte hende, om ikke hun troede, det ville gøre ondt.

“Nej. For huden er jo død,” sagde en stemme.

Det var ikke hendes. Den tilhørte en mand, der stod ved siden af mig og ligesom tittede genert frem fra sit pandehår. Øjnene lige over kanten på et par fedtede briller. Mange løse hudflager lå på hans kinder som visne blade på gade.

“Ellers ville det jo også gøre ondt at gå,” sagde han.

Godt ord igen, underlige Matas-ven. Må jeg anbefale en ekstra fed creme til kinderne?

Vi tog den. Hun fik også en hårbøjle og en jordbærlæbepomade, fordi jeg er vild med hende, og slet ikke kan bære tanken om, at hun måske snart nægter at holde mig i hånden, himler med øjnene, mens hun giver mig elevatorblik og har lyst til at belære mig om tusind andre Matas-ting end en bette hudfil.

Nu sidder jeg her en herlig fredag aften og har filet og filet med rivejernet, så det er en fryd og helt uden kuldegysninger. Den har sådan en smart lille opsamler til den døde hud. Det stod der også på pakken.

Morten er på polterabend.

Nu er det, jeg tænker på at tømme filen ned i en skål og bilde ham ind, at det er parmesanost til pastaen.

Jeg samler i hvert fald et lille forråd, så må vi se, hvad der sker med det.

Kan også være, jeg kan sælge det som kokain nede på Hovedbanen.

Tak til My og Matas-mand for venlig vejledning.

 

Reklamer

3 tanker omkring “Hud

  1. Og det gør hun snart. Altså himler med øjnene og nægter at holde hånd. Men selv på det tidspunkt er man fan af dem, også når de begynder at lugte, og planlægger et snigmord på deres bror.
    Blev du milionær på parmasanen, så?… Jeg venter i spænding! Dejligt indlæg ❤️

    Like

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s