Dyr

I går blev den punkteret, boblen. Av. Det har sikkert et navn. Post-ferie-depression læste jeg et sted. Min Martin (bryder mig ikke om ordet svoger, det er min søsters mand)  sad på en stol i vores køkken i søndags med et helt opgivende post-ferieblik og sagde:
– Det er jo fordi, man finder ud af, at man ikke gør en forskel. I det store og hele gør man absolut ingen forskel, og man er ikke uerstattelig. Overhovedet.

Næ.

Jeg kan ikke engang holde mig til vinklen. Jeg ville jo skrive om dyr.

Jeg har det blandet med at blive mindet om, hvor mange dyr, der er i verden uden for stenbroen.  Provence, Bornholm, Sverige.

De udsplattede dyr i vejkanten (så en kats tarme), cikadernes hysteri, fuglenes job som fjerbefængte og meget insisterende kødvækkeure.

At Jonathan lærte sig at sige som cikader, mens han så vold-irriterende ud. Sådan med læberne krænget helt væk og op og så en spyttende væsen.

Katte. Jeg hørte en podcast om forsvundne katte på Bornholm. Det var netop på Bornholm, jeg genopdagede, hvor bange jeg er for dem. Kattene. Vores venner, som vi besøgte, havde en, og alle børnene elskede den, og jeg prøvede også at sige nåååååååh, hvor er den sød, hahahahihi, men så en aften kom den luskende ind i teltet, mens jeg lå og puttede børn. Den der lille raslen, da den sneg sig ind af teltdøren, eller hvad sådan noget hedder, og direkte hen på MIN sovepose. Jeg gik i panik og råbte NEJ NEJ NEJ NEJ NEJ NEJ, MORTEN! Så måtte han komme og fjerne den. Jeg KAN ikke røre ved en kat. Jeg forstår det heller ikke helt selv. Men inderst inde ved jeg godt, hvorfor: De står i ledtog med Satan, og det er mig, der har fat i den lange ende. 

Egern. Der kom et løbende over vejen på vej til badestedet i Sverige. Det er det, jeg mener. De er komplet uciviliserede, dumdidej, jeg spæner lige ud foran dig, og jeg svingede i en stor bue, råbte NEJ og havde hjertebanken i flere kilometer efter, og det er korrekt. Jeg stoppede ikke. Det burde jeg have gjort, men jeg var ved at kaste op, og da vi kom frem, gik ungerne ud for at se, om der sad egern på dækkene, og så var jeg endnu mere ved at kaste op, og de sagde, der var blod på køleren, så jeg blev nødt til at se. De grinede katteagtigt, mens de sagde: Du har dræbt den, mor. Hvad er det for en verden. Det lignede nu bare insektblodspletter, og hvor underligt er det ikke også? At man kører gennem levende, flaksende tunneller af insekter, der bare splatter ud og dør på ruder og hjelme. Ad. Så flyt jer dog! Der skal vel være plads til alle!
Vi kørte tilbage for at se, og der lå ikke noget udsplattet egern. Sjældent har jeg været så lettet. Hverken morder eller flugtbilist.

Jeg sagde jo, jeg havde det blandet med dyr. Vi mødte en lille sort labradorhvalp i Aix en Provence. Den hed Bubba, og lige dér gik det op for mig, at man kan være hundeskruk. I Sverige købte My bamse nummer 589, en lille hvid hvalp, der hedder Sigurd Jua opkaldt efter min barndoms hunde. Jeg vil have en ægte.

Jeg tror, min søster er samme sted, selvom hun faktisk i forvejen har en delehund. For jeg så hende godt i vores køkken i søndags. Hun lagde Sigurd Jua op på skulderen som en lille baby, og der lå den så i 100 år, mens hun drak kaffe.

Og med alle disse ufokuserede, søvnige ord: Jeg vrikker mig uvinklet tilbage til virkeligheden.

Mens jeg tænker på, at børnene hørte alle Ole Lund Kirkegaards bøger i Sverige.

Her er det Lille Virgil i hængekøjen. Bagved griller Morten  verdens lækreste kylling på bål (den havde fortjent det, det svin), og jeg drikker en kølig øl, mens vinden suser stille i træerne.

Åh.

 

hængekøje

 

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s