Har han/du så været nede på knæ?

Nej.

Ja. Blablabla. Vi gifter os til august. 

Det afføder mange spørgsmål. Særligt: Har han/du så været nede på knæ? Især Morten har fået spørgsmålet. 

Det er lidt nutti, synes jeg. Og gammeldags. Fred være med det. Fint for alle, der er vilde med det ritual. 

Men gu’ fanden har han ej, og jeg ville grine min røv i laser, mens jeg hev ham op at stå, hvis han gjorde. Er du stiv, har du tabt noget, er du okay? Ville jeg brøle. 

Ikke fordi, jeg eller vi er uromantiske. Netop den form er bare meget ulig os og alt, hvad vi har med. 

Vi er begge vokset op i familier, der har kæmpet for ligestilling og praktiseret den. Vi ser måske mere romantik i at sidde over en kold øl i Madrid og sige: kunne det ikke være fedt, hvis vi blev gift og holdt en fest og så snakke og planlægge sammen i 100 år.

Og jeg mener virkelig: smukt og dejligt med de der: vil du, Hanna Brigitta Hansen gifte dig med mig.

Men det virker stadig i 2017 som om manden faktisk skal undskylde og forklare og tage mandelammere for, at han ikke har været nede på knæ, og det synes jeg sgu er konservativt, hyklerisk-feministisk, oldnordisk, retarderet og grinagtigt. 

 Kvinder #2

•Når man mest går på toilettet alene, tænker man vel, at der er én og én måde at gå på toilettet på. Det er der ikke. Jeg har naturligvis prøvet det før, men de sidste to dage har min tålmodighed virkelig været sat på toilet-prøve. Thi jeg har været på omtrent ti forskellige europæiske toiletter med min 8-årige datter, der helst ikke tisser alene. Jeg er hurtig. Får klaustrofobi og kvalme og grrrr. Hun skal først lige finde et sted at hænge sommerhatten. Så skal hun tisse først og længe, mens hun stiller spørgsmål til diverse klamheder i det lille lukkede rum. Og rører ved dem. Bagefter skal hun sæbe sine hænder ind grundigt og længe og vaske og vaske og vaske og vaske og tørre og tørre og tørre og tørre og tørre og tørre  i de der pis-automater i timevis, selvom jeg tilbyder hende samme bukseben, som jeg selv bruger til formålet, træk vejret dybt, Maria. 

• Hyklermoder. Da jeg afklædte mig søndag aften ved midnatstid og efter 14 timer undervejs, mødte mit blik mit spejlbillede mellem de to gardiner, der med Jonathans ord lignede tynde skiver af beton trukket på stang, og jeg råbte, så spyttet stod i kaskader: fy for helvede, hvor er jeg blevet klam og fed! Hvorefter jeg med stolthed lynede min toilettaske op ekstremt hidsigt og sendte en herligt brun-syrlig stemning ud i hotelværelset. 

Mandag morgen vågnede jeg ved, at børnene hviskede i sengen. My sad i underhylere og med troldehår og designede t-shirts i sin nye Top Model-bog. Så var det, jeg hørte mig selv sige : Ved du godt, at der ikke er nogen virkelige kvinder, der ser sådan der ud? Det er som Barbie-dukker. Man skal bare have det godt med sin egen krop, ligemeget hvad og ikke sammenligne sig med den slags der. Ligesom mig, jeg har det jo vildt godt med min krop. 

Så grinede vi lidt. I det mindste lærer jeg hende da lidt om selvironi. 

• De hører musik i bilen. Alt muligt musik. Sommetider hører de sammen eller laver gættekonkurrencer. My hører Marcus og Martinus. GirlsGirlsGirls. De hørte den sammen, og Jonathan skubbede høretelefonerne af og sagde: Mor? Det er som om alle mænd og drenge,  der synger om piger, ser piger som en slags legetøj eller ting. Det er underligt, synes jeg. 

(Ja, min dreng)

•Vi hører allesammen Say My Name med Tove Styrke i bilen. Men for helvede. Tænk at have det kvindenavn. Tove Styrke. Det ville jeg satme godt hedde. 

•Nu er vi ankommet til destinationen, og da jeg trak mine klamme køresko af, blev jeg overrasket ved synet af min ene ankel, der var vokset til firedobbelt størrelse. Mormorankel. På den måde kan man jo lige få nok en lille kropslære. Og sætte pris på, at man endnu ikke bor på kødpølsesøjler med en diameter på 25 cm stoppet godt ned i handifarvet fodtøj, slæbe slæbe slæbe efter en rollator, man hader i sit stille sind. 

Bakken

De siger, vi ligner hinanden og lyder som hinanden. Måske er det også det tryggeste, jeg ved. At stå ved siden af min søster og grine af verden.

I dag grinede vi af vores børn. De sad i en træstamme-båd på Bakken pakket ind i gennemsigtige regnslag til en tier. Mest lignede de fire poser restemad linet praktisk op i fryserens skuffe. De så snot-dumme ud, og vi pegede fingre og tog billeder.

Der er 12 dage mellem drengene. De opfører sig som fulde labradorhvalpe, når de er sammen, og lidt som brødre. De er lige lave af deres alder og spinkle og larmende og logrende.

Der er ni måneder mellem pigerne. I dag satte de sig på et picnictæppe, men først tog de skoene af og stillede dem pænt i randen af det. Så sad de der i smækbukser og med ordentlige frisurer og talte lavt og hemmeligt med hinanden. Senere så jeg dem holde i hånd og kramme i en kø. Den ene er helt lys, og den anden er helt mørk, og det er ikke altid, vi griner kynisk af vores freak-forsamling, min søster og jeg.

Sommetider lægger vi armene om hinanden og hvisker hemmeligt om, hvor smukke de er, og hvor heldige vi er, og hvor meget vores hjerter egentlig pumper varmt, når vi ser på dem sammen. Børnene.

De store drønnerter er også meget søde, når de kommer der med deres øl og mad og sakker bagud, fordi de skal have opdateret hinanden om alle mulige drønnertting, og de endte med at sidde og drikke mandebajer i Korsbæk af alle steder, mens min søster og jeg grinede af fryseposerne.

Engang klippede vi hinandens ting i stykker. Jeg klippede næsen af hendes grisebamse, hun klippede mine dukkers hår. Vi plejede også at jagte hinanden med grydeskeer og ikke veksle andet end grimme ord. Fede svin. Jeg hader dig. Den slags.

Men nu er vi her, og jeg ved ærlig talt ikke, hvad jeg skulle gøre uden hende. Uden min Sara.

 

 

Sluk

Da jeg var 14 troede jeg, at jeg ville være meget mere voksen, end jeg er nu. At det hele fulgte med automatisk. Men vi har ikke malet lejligheden i ti år, og vi synes, det er fesent at bruge penge på sengetøj, så det vi har, har vi fået af mine forældre. Lige nu er vi lidt i bekneb, fordi der ligger fire sæt i Sverige. Der er dødningehoveder på min dyne og Real Madrid på Mortens. Her tænker jeg fint, vi kunne stramme lidt op. (Men jeg ønsker mig det IKKE i bryllupsgave!)

På andre områder er jeg langt mere voksen, end jeg nogensinde havde troet, jeg ville blive. Det gælder økonomi! Alt er relativt, men der er da ikke røde tal længere. Det gælder small talk med kolleger om morgenen med et friskt smil. Jeg minder mig selv om den der rolle i Krysters Kartel, hvor Brian Lykke er receptionist og drøner rundt og er frisk og corporate på et løbehjul.

Jeg er klart mere voksen end Morten, der f.eks. her til morgen klaskede to grydelåg hårdt sammen lige ved siden af mig, i det sekund jeg var færdig med at stå i telefonkø hos lægen. Vi må se, hvordan det går, når vi bliver gift.

VOKSEN. Jeg ved ikke helt, hvad det er, men det river trangen til en slukknap med sig. Selve det at være voksen. En høj sukken, en stille fuckfinger, farvel.
Jeg elsker når folk bare tjekker ud.

Som nu min kollega. Der pludselig sad ret op og ned og sov på sit kontor. Min veninde, der gik ind i et depot på arbejdet, rullede sig ind i Dannebrog og tog en powernap. Mortens kollega, der satte sig ind i et mørkt kopirum og bare sad dér på et bord helt stille,  så alle, der skulle printe fik et chok.

Mit sommerforsæt er at blive bedre til at tjekke ud, gerne spektakulære, men ufarlige steder.

Skud i tågen

  • Jeg sidder i altanudvalget. Jeg har skrevet med en, der hedder Rasmus fra altanfirmaet. Han gider ikke sende os en tidsplan, og Bente og jeg er ærlig talt ved at være lidt trætte af det. Jeg endte med at skrive flabede ting, som ‘kæft jeg er spændt på den tidsplan, sidder her og venter med popcorn’. Jeg skrev endda OMG. Nu har han lige ringet. Og sagt, at det ikke går, jeg skriver OMG, når han har brug for et ‘Go!’. Så sagde jeg, at han  hurtigt kunne lukke røven på sådan en som mig med lidt trygheds-kommunikation. Det ville han gå videre med til sin chef. Lige bagefter skulle jeg mødes med ham nede på fortovet. Noget med en nøgle. Akward. OMG.
  • Engang hev jeg i Mys og hendes venindes nederdele på vej op ad bagtrappen. Så man kunne se deres underbukser. Så ville de se mine. Så trak jeg ned i egen nederdel, men kom til at trække underhylerne med. Nu er det blevet en historie, de fortæller til fællesspisning og forældremøder, og kan du huske dengang, du viste os din røv. Nej. Det er aldrig sket. Røvhuller.
  • Vi skulle egentlig til Æbelø og Århus og Himmelbjerget og Bornholm og Sverige. I ferien. IKKE sydpå. Vi har jo et bryllup at spare op til! TSK!
    I går bestilte vi lige noget overnatning i udlandet. Provence. 30 grader!
  • IT-afdelingen bruger mig som prygelknabe. Eller i virkeligheden har de god grund til at drille mig. Kørte engang hævesænkebordet ned i min bærbare, og der er mange af den slags historier. Jeg har traumer, de har noget at fnise af på supportermåden. Jeg har besluttet, at jeg lige så godt kan opføre mig som den evnesvage bruger, de ser mig som. Havde bestilt telefon. De bad om farve, model og størrelse. Jeg skrev “mulat, undertøj og 80E”. De svarede med et teknisk spørgsmål og noget med gb.

Kvinder

I lørdags sad jeg om et bord sammen med 13 kvinder. Sommetider sad jeg bare helt stille og kiggede og lyttede. Det er nogle meget smukke og kloge kvinder, og jeg ser dem alt for sjældent samlet. Men det var der nogen, der havde rådet bod på for mig. Det var nemlig min polterabend. Der startede med, at jeg blev hentet, og så gik vi ned ad Istedgade, og så stod de der i det ene butiksvindue efter det andet.

Det er meget, meget rørende at sidde i en kreds af kvinder fra alle dele af ens historie, og ja, det bliver nok særligt nostalgisk, når man er 41. Søster, kusiner, folkeskole, gymnasiet, tre universitetshold, og jeg har virkelig forsøgt at sætte alle mulige ord sammen om min taknemmelighed for den dag og aften og nat med vin og sjove indslag og badning og lys og græs og vimpler og kulørte lamper og mad, der var så sommersmukt, at det var en drøm. Men jeg kan ikke andet end at være lidt stille indvendigt. Der var så meget levet liv, der. Så mange stærke kvinder med vilde historier, så meget klogskab og skønhed samlet på et sted.

Jeg er ordløs og ved ikke, hvad jeg skal skrive, men jeg kan ikke skrive andet, før jeg har skrevet netop det.

Jeg ved bare, at jeg glæder mig endnu mere til brylluppet nu, og at jeg snart, snart må samle lige de kvinder igen.

Tak. I livskronologisk rækkefølge. Sara, Stine, Sally, Nanna, Dorthe, Louise, Charlotte, Stine, Signe, Signe, Mette, Julie, Ane.