Kradser

Måske er det nødvendigt for, at man flytter sig. Den der kradsen på indersiden af hjernebarken, der aldrig giver én et øjebliks ro. Videre, større, tjeptjep. Måske er den kradsen faktisk essensen af liv, måske er man død, når den stopper.

Ikke desto mindre får jeg lyst til at vappe den én engang imellem, når jeg hænger der og flagrer mellem ambitioner og magelighed som et uroligt pendul. Du burde have opnået større ting, ridser den i barken for tiden. Det handler ikke om familie eller arbejde. Men om potentiale. Udtømning af depoter, inden det er for sent.

I  tre måneder op til jeg blev 40 gik den der stemme amok og lavede plovfurer i stedet for små nuttede ridser. Så stoppede den. På dagen. Nærmest. Kradset ned i et fedtet hjørne af Keflavik lufthavn:

40

Så jeg har tænkt på aftensmad en god rum tid nu. Fyldte 41 i marts. Men den der ridsen og kradsen er begyndt igen. Der skal ske noget. Jeg vil mere med det her liv. Jeg talte med min mor om det over et glas rødvin. Næste dag skrev hun en sms med ordene: jeg synes, du har opnået det største. Nemlig at være et ordentligt menneske både overfor dine venner og familien. Mange varme knus fra din mor.

Og det er jo sødt. Men det manglede sgu da bare, at man er et ordentligt menneske. Tænkte jeg. Og tænkte på, hvad jeg egentlig forventer af mine børn. At de er ordentlige mennesker og sørger for at gøre sig selv så glade som muligt. Ikke store resultater. Bare det. Være i livet på en ordentlig måde. Det er ikke rosende ord fra deres lærere, der gør mig lykkelig. Om de ligger øverst. Det, der gør mig glad er, når Jonathan er på Bryggen og bade i timevis med gutterne og kommer hjem med røde skuldre og lysende ansigt og fortæller om, hvordan de køber mad til hinanden, dem der har penge. Næste dag er det de andre, der giver. De passer på hinanden. Og My. Bliver hver eneste morgen hentet af tre veninder, og så løber de afsted med Jevaerne hoppende på de der små rygge, og måske har nogen af dem penge med til bageren, som de har lokket ud af forældrene, og så deler de rosinboller i bageren.

Det er jo også fint alt sammen. Men jeg har meldt mig til et kursus med eksamen efter sommerferien, og desuden har jeg sendt et hjertebarn ud i verden, og det er jo for fanden det, alt det her i virkeligheden handler om. Jeg er bange for, at ingen, ingen vil have hende.

Og her bliver jeg så nødt til at skrive en masse ord, der ikke rigtig er andet end varm luft for, at den sætning ikke bliver den sidste. Så det er jo godt nok.

 

Reklamer

En tanke omkring “Kradser

  1. Fantastisk fint indlæg! ❤️
    Alle de tanker man gør sig; jeg tænker præcist det samme. Skal-skal ikke. Orker man, bør man? Hvad er for og hvad er imod? Jeg har lige skiftet stilling. Lidt fordi jeg stod for fast. Og burde. Og så har jeg fået bevilget noget efteruddannelse. Og i det øjeblik jeg fik det, blev jeg i tvivl… Og det er SÅ typisk. Fuckit, altså. Men som sagt: Virkelig dejligt indlæg! ❤️

    Liked by 1 person

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s