Råd

Engang i 80’erne havde vi et kolonihavehus, og der er var et skur, som var råddent. Så døbte min søster det ‘rådhuset’, det grinede vi meget af.

Jeg tænker nu her på en anden slags råd, alle de gode og de dårlige, man får, når man har en irriterende lidelse af en slags. Min lidelse er mere et handicap, en affaldskværn i min hjerne, der ikke gider holde op med at kværne og kværne og kværne om natten. Søvnen. Der er mange, der har det sådan, tænker jeg.

Der er også mange, der kommer med gode råd. Og man er desperat, så man spørger selv, og sommetider kan rådene sende flaksende håb rundt i kroppen, og så prøver man det og så wagwagwaaaauuuuu. Virkede heller ikke. I sidste uge var der en, der sagde – prøv at spise græskarkerner, inden du går i seng, det binder væske, så du ikke skal op og tisse. Jeg åd og åd, til kernerne stod om hovedet på mig. Jeg var oppe at tisse tre gange den nat. Sommetider virker de der råd som skjult kamera, lad os se, hvor desperat, hun er, hvad kan vi få hende til? Hihihi. Du skal bare banke dit hoved ind i væggen, mens du synger langtudiskovenlåetliiiiiiillllllllebjeeeeeeeeeeeerg. Når jeg tænker over det, er det måske ikke en helt dårlig idé.

Men så er der min søde kollega, der taler med en helt rolig stemme og mediterer hver dag, og som altid er med på at gå sidst i seng og snige sig ind i lukkede områder af hoteller og gå i spa midt om natten. Selvom hun er fyldt 60. Hun kom ind på mit kontor en dag, og jeg var lidt småhidsig over søvnmangel på anden måned, og med den der dybe, rolige stemme, sagde hun så:

“Du skal lægge en stor pude ind under maven. Så den går fra navlen til øverst på lårene, og så skal du fokusere på dit åndedrag. Hver gang tankerne vrimler, skal du tage opmærksomheden tilbage til åndedraget. Du kan også tælle baglæns fra 100.”

Ja, ja tænkte jeg. Skal jeg også sove med syntetisk paryk og sovebriller og høre Mozarts Requiem bagfra, mens jeg fører en lille nål ned under venstre storetånegl? Der er rigeligt med soveremedier omkring mig i forvejen. F.eks. sover jeg med sexy bideskinne, men det er en anden og langt mere appetitlig historie.

Selvfølgelig prøvede jeg det med puden. Og jeg siger ikke, du skal sende flaksende håb ud i kroppen, hvis du er sådan en som mig. Det er ikke redningen fra himlen. Men det ER besynderligt, som den får én til at falde til ro som en lillebitte baby. Jeg tænker på det bløde punkt i babyens hoved, man kan trykke hårdt på og slå ungen ud, hvis man er ækel. Det føles ligesådan – bare midt på den fuldvoksne krop.

Min kollega er mere moden omkring det kropslige, end jeg og sagde noget med, at puden presser ind på skambenet. Sådan noget fniser jeg af. Skambenet. Det er ligemeget. Det virker lidt, og da næste step for mig nok ville have været at slå mig selv ud med en kølle, er det her egentlig en temmelig fredelig løsning.

 

 

Reklamer

2 tanker omkring “Råd

  1. Pingback: Råd #2 | Marias Maskinrum

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s