Pony

Min svigermor bor i en skov, og ved siden af  er der en mark med tre ponyer. Men hvilke ponyer. (Nu kommer jeg i tanker om: har I set den der tiger-mongol? Den er fantastisk, googl, hvis du ikke har set den). Ponyerne er ikke mongoler, men i sandhed freaks i fascinerende grad. Den ene har mælkehvide øjne. Det ser uhyggeligt ud. Den anden bliver spændt for en vogn og spæner afsted med en hestepige bagpå, men den har en øjensygdom, så den har store briller på. Det ligner, de er lavet af net. Måske ligner den lidt en flue. Det ser i hvert fald dumt ud. Den sidste har burka på. Det har den! Den er helt pakket ind. Det ser ud som om, man har rullet den i et tæppe, som med børnene, og så gæt, hvor du er! Jeg spurgte en af hestepigerne, hvorfor den har det på. Det er fordi, den er allergisk overfor insekter. Det ser fjoget og upraktisk ud. Pigerne står der hele tiden og fletter og strigler og ser søde ud i deres pony-specialklasse.

Jeg ved bare, at det er den mark, jeg ville havne på, hvis jeg var en pony. Ikke sådan på den der måde ‘åh, jeg er bare så kukkuk og helt tåzzi’. Mere: åååååååååååh, nu gjorde jeg det igen. Udspyede ting uden at tænke mig om, og jeg kan se på mine omgivelser, at når jeg gør det, så kigger de på mig som om, jeg var en pony med mælkehvide øjne.

*Vi gik på HC. Ørstedsvej, det var Morten, der havde tvunget hele familien ud af den trygge hule og hen i en eller anden kedelig fiskebutik. Vi tre børn gik langsomt med slæbende skridt bagved. Vi skulle også tisse. Så kom der en gammel mand, som demonstrativt stødte ind i mig, fordi vi åbenbart fyldte for meget. Så råbte jeg heyheyhey, i stedet for bare at ignorere. Må jeg være her, råbte han. Så lavede jeg grædeøjne og råbte bubugugubaliwawaaaaah, mens ungerne gloede mærkeligt på mig. I det mindste svarede manden: ‘Pap og en sutsko!’ Han var sgu da ligeså mærkelig. Pony.

*95 pct. af Jonathans lærere er seje. Sommetider er han ikke helt artig, og så skriver de altid noget godt først, så forklarer de problematikken og så skriver de, hvad de forventer af os. Konstruktivt. Men så er der nogen. En. Hun skriver altid bare ‘ Jonathan har vippet på stolen, vær venlig at give ham en omgang med spanskrøret og det med det vons’. Næsten. Som regel svarer jeg så sødt som muligt, også for hans skyld. Ihhhhhhhhhhhhhh det var da også møgirriterende for dig fru lærer, jeg vapper ham en og sender ham i seng uden aftensmad, kan du tro. Men sidst blev jeg så provokeret, at jeg åbenbart legede kontaktbog og bare skrev: /set. Det er jo faktisk lidt flabet, lille Pony.

*Jeg hører mange lydbøger og er temmelig kritisk overfor oplæserne. Jeg hader, når de laver dumme stemmer eller skaber sig for meget. Dem er der mange af. Jeg bliver så hidsig på cyklen, at jeg taler til dem og gør nar af deres måde at udtale ordene på. Lige nu hører jeg hører ‘De urolige’ af Linn Ullmann, og jeg er forelsket i både sproget og oplæseren. HUN kan læse op, siger jeg jer. Så fandt jeg hende på facebook. Og skrev det til hende. NEJ, hvor er du god til det. Hun svarede ikke, og jeg ved godt hvorfor: Pony.

 

crazypony

Reklamer

10 tanker omkring “Pony

  1. “…og jeg ved godt hvorfor. Pony.” 😂
    (Menaltså, det der med at rose folk… Det synes jeg bare, man skal gøre, selvom man føler sig lidt weird. Så længe man ikke skriver med sit eget blod eller ved samme lejlighed tilbyder at skyde præsidenten, så må man gerne fortælle nogen, at de gør det godt. Som dig, fx. Du gør det godt.)

    Liked by 1 person

    • 🙂 Ja, det synes jeg jo også – at man gerne må fortælle det til folk. Det er bare som om, jeg gør det med en meget åben hestemund, men det er jo også underholdende nok at tænke på.

      Like

  2. Synes heller ikke man kan rose for meget. Og hende oplæseren er da helt sikkert blevet glad. Et manglende lille” ej tak for venligheden” retur siger nok mere om hende end om dig 😉
    Min søn fik læst en kalenderbog op i dec. Var SÅ begejstret at vi måtte skrive til forfatteren (med hans egne ord). Forfatteren blev så glad og stolt over bogen landede lige i målgruppen, så ham spurgte om vores 7 årige søns citat måtte blive trykt på næste oplags bagside eller “flapsider” – sammen med de store dagblades anmeldelser! Han får endda et eksemplar til sendt som tak.
    Så jeg synes det er vigtigt at lære sine børn at rose fremmede – og det synes jeg du skal være glad for at kunne.
    Og jeg ku også finde på at råbe hovhov efter skubbere på gaden (at gå helt til tudefjæs ved jeg ikke helt med hihi, men jeg ville gerne have set det og heppet på dig)

    Liked by 1 person

    • Ja, jeg holder heller ikke op, selvom mine hestegummer flapser. Jeg kan godt lide at være lidt kikset, nemlig. Og fedt med din søn!

      Like

  3. Pingback: 14 8 41 | Marias Maskinrum

  4. Haha, jeg tror måske jeg er lidt forelsket i dig, fordi du cykler rundt og hidser dig op over dårlige oplæsere! Jeg hører slet ikke lydbøger,fordi jeg ikke magter den potentielle risiko for,at det er en irriterende oplæser. Det ødelægger jo hele oplevelsen!

    Liked by 1 person

    • (Sød)
      Det gør det! Lige nu hører jeg en, hvor oplæseren taler så monotont, at jeg får åndenød og spat i ryggen!

      Like

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

w

Connecting to %s