Men det bliver ikke en Lilly

Jeg kan huske, at han havde mørkegrønne baggy fløjlsbukser på i skaterstilen, og det var dem, hans bare tæer stak ud af. Jeg havde også bare tæer, og vi sad på en bænk ved en spejderhytte et sted på Sjælland. Rustur. 1996. Spansk på Københavns Universitet. Han havde lige danset rødhætte i en balletudgave, mens jeg spillede den i en autonom opsætning. Senere lagde Frans en lort i en overkøje. Men nu sad vi der og talte om, at tæer faktisk er virkelig, virkelig grimme. Det var første træfpunkt. Han så det allerede dér.

Men jeg havde en kæreste, som var grunden til, at jeg havde trukket mig selv op af den jyske muld og plantet mig ud i København.

Fire år efter tog han til Granada og jeg tog til Reykjavik, og vi skrev og skrev, og da vi kom hjem året efter, begyndte vi at ringe og ringe til hinanden.

Et halvt år efter holdt jeg julefrokost, og han skulle til Helsingør til adventsarrangement med familien dagen efter. Nogen gav mig 100 kroner, hvis jeg stod tidligt op og tog med. Nogen havde nok lugtet lunten. Næste dag var der marinerede sild i min køkkenvask, og jeg ringede og spurgte, om jeg måtte tage med op og se julemanden. Vi mødtes på Hovedbanen.

I toget hjem tog jeg hans hånd.

Der hvor Istedgade krydser Valdemarsgade, spurgte jeg, om jeg ikke måtte få et kys.

Det var i december 2001.

Senere fik vi børn, og sommetider talte vi om at blive gift, men vi syntes begge, det var åndssvagt, at det skulle være nødvendigt.

Nu er vi begge over 40, og så skal der fandme lidt kulør på tilværelsen, og vi trænger til en stor abefest som i gamle dage, og så kan vi jo ligeså godt sige det, vi allerede godt ved. At vi saftsusemig er gode til at være kærester.

Det fejrer vi til august. Nøjagtigt 21 år efter det med tæerne på bænken. Det bliver fabelagtigt, men det bliver hverken hvidt eller Lilly. Jeg ville spilde ned af mig selv efter to minutter og ødelægge alt det hvide og fine.

 

 

Reklamer

En tanke omkring “Men det bliver ikke en Lilly

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s