Råd #2

Først råd om pude på lille mave. Nu fortsætter hun fandme. Ja. Du har ret. Det her er ved at udvikle sig til den der husmodertipside i Hjemmet.

Engang læste jeg dette:

Om sommeren tager jeg gerne lige og trækker en af min mands aflagte t-shirts ned over bilsæderne, når vi skal på ferie. Dem kan man lige tage af og vaske, og så slipper man for at svede bilsæderne til.

En anden gang læste jeg dette:

Når jeg har lavet lidt rigeligt med mad, tager jeg gerne lige og putter resten i en frysepose og skriver på, hvad det er, samt dato. Så er det let lige at hive en ret ud af fryseren en anden dag. 

Det rystede mig i min grundvold.

En helt anden gang klædte Louise og jeg os ud som Hjemmetdamer i en slags rollespil. Det ved jeg ikke helt, hvad jeg mener om nu.

Men det var det råd, vi kom fra.

Jeg har helårssnue. Det er simpelthen så fedt. Høfeber hele året minus hø. Er ikke allergisk. Sommetider er det latterligt irriterende. For det meste er det bare nå. Men så var det latterligt irriterende, da vi var i Sverige i Pinsen, og så var det jeg fik det her meget underlige råd af vores nabo.

Der er en gårdbod overfor vores hus, som nabokonen sælger æg og ostkaka i. Engang lagde han en seddel fra os, hvor der stod: “Hej grannar. Jeres ostkaka smaker af kuk.”
Eller han tog bare et billede af det og sendte hjem til os. Kuk betyder immervæk pik. Men i hvert fald gjorde blandt andet den historie, at jeg ikke vidste, hvordan jeg skulle tage imod rådet. Samtidig var jeg helt blæst og havde lyst til at save min næse af med en sløv nedstryger. Men. Here it comes:

“Jeg har høfeber. Sidste år slap jeg for at bruge medicin, fordi jeg smurte tigerbalsam på under øjnene.”

Igen fristes man til at tænke: Er det skjult kamera?

Men selvfølgelig skulle jeg prøve. Eller jeg havde kun Mentholatum, salven med de mange gode egenskaber, som der så sødt står på bøtten.

Jeg smurte det på, næste gang, det gik bananas. Første gang smurte jeg det selvfølgelig nærmest ind i øjnene og måtte holde dem lukket i et kvarter. Nu har jeg prøvet lidt længere væk fra øjnene 10-15 gange, og det virker altså virkelig nedsættende på både nys og øjenløb.

Jeg er bange nu. Den sidste sætning LYDER også Hjemmet-agtig.

Undskyld og selv tak.

Reklamer

Ting, jeg tænker over

*Jeg ved ikke, hvad jeg skulle gøre uden Spotifys funktion ‘Related artists’. Der er guld at finde. Og playlisten Infinite Indie Folk. Men så er det, jeg tænker. Jeg synes, jeg falder for yngre og yngre kvindelige sangerinder, med et temmelig melankolsk tekstunivers. F.eks. hører jeg Florist for tiden.  Til andre tider har jeg skamhørt Julien Baker. Og Sharon Van Etten. Måske er min sjæl ung og eksistentielt udfordret i en gammel slasket krop.

*Jeg elsker alle Roy Jacobsens bøger.

*Der er stadig noget særligt over sommerferiesangen FERIE FERIE FERIE, som mine børn har sunget og sunget de sidste uger, og i dag skal de gjalde den i skolegården. Den ene med 6 år på skolebagen, den anden med 2. Jeg føler mig heldig hver dag. At have dem, men allermest, at de hver dag spurter i skole, hen til deres venner.

*Hver dag cykler jeg over Toftegårds Plads. Der er tit en ung mor, der går over en fodgængerovergang med sit lille barn på en cykel af en slags. Så kommer jeg til at tænke på Saybias forsanger, og hvordan hans kone blev kørt ihjel i netop sådan en fodgængerovergang på Toftegårds  Plads, mens barnet så det. Jeg læste kunsthistorie med hende, så jeg ser hendes ansigt og tænker på, at hun var meget smuk og meget smilende, og at hun ikke er levende mere, og ikke har været det i mange år. Og barnet. Og så mærker jeg måske det omvendte af et gisp.

Zintazza

Min venindes kusine fortalte, at hun sommetider har frygtelig svært ved at styre sit temperament.

Det sortner for hendes øjne, og hun siger voldsomme ting, hun ikke mener. Hun lyder rent ud sagt som en af de der sindssyge råbere, man kan møde. Tilsat en kopfuld martyrsaft.

Det er som om, der sidder en møgkælling i hendes bryst og hvæser og fråder og spyr vanvittigheder ud som giftgrønt skum.

Zintazza hedder hun.

Nej.

Min venindes kusine er mig.

Zintazza er min møgkælling. Fordi det er et pisse grimt navn i lyd og på skrift.

I morges overtog hun min telefon.

Bitsch.

Godt Maria tog over med lidt velvillighed til sidst.

 

IMG_4653

Kradser

Måske er det nødvendigt for, at man flytter sig. Den der kradsen på indersiden af hjernebarken, der aldrig giver én et øjebliks ro. Videre, større, tjeptjep. Måske er den kradsen faktisk essensen af liv, måske er man død, når den stopper.

Ikke desto mindre får jeg lyst til at vappe den én engang imellem, når jeg hænger der og flagrer mellem ambitioner og magelighed som et uroligt pendul. Du burde have opnået større ting, ridser den i barken for tiden. Det handler ikke om familie eller arbejde. Men om potentiale. Udtømning af depoter, inden det er for sent.

I  tre måneder op til jeg blev 40 gik den der stemme amok og lavede plovfurer i stedet for små nuttede ridser. Så stoppede den. På dagen. Nærmest. Kradset ned i et fedtet hjørne af Keflavik lufthavn:

40

Så jeg har tænkt på aftensmad en god rum tid nu. Fyldte 41 i marts. Men den der ridsen og kradsen er begyndt igen. Der skal ske noget. Jeg vil mere med det her liv. Jeg talte med min mor om det over et glas rødvin. Næste dag skrev hun en sms med ordene: jeg synes, du har opnået det største. Nemlig at være et ordentligt menneske både overfor dine venner og familien. Mange varme knus fra din mor.

Og det er jo sødt. Men det manglede sgu da bare, at man er et ordentligt menneske. Tænkte jeg. Og tænkte på, hvad jeg egentlig forventer af mine børn. At de er ordentlige mennesker og sørger for at gøre sig selv så glade som muligt. Ikke store resultater. Bare det. Være i livet på en ordentlig måde. Det er ikke rosende ord fra deres lærere, der gør mig lykkelig. Om de ligger øverst. Det, der gør mig glad er, når Jonathan er på Bryggen og bade i timevis med gutterne og kommer hjem med røde skuldre og lysende ansigt og fortæller om, hvordan de køber mad til hinanden, dem der har penge. Næste dag er det de andre, der giver. De passer på hinanden. Og My. Bliver hver eneste morgen hentet af tre veninder, og så løber de afsted med Jevaerne hoppende på de der små rygge, og måske har nogen af dem penge med til bageren, som de har lokket ud af forældrene, og så deler de rosinboller i bageren.

Det er jo også fint alt sammen. Men jeg har meldt mig til et kursus med eksamen efter sommerferien, og desuden har jeg sendt et hjertebarn ud i verden, og det er jo for fanden det, alt det her i virkeligheden handler om. Jeg er bange for, at ingen, ingen vil have hende.

Og her bliver jeg så nødt til at skrive en masse ord, der ikke rigtig er andet end varm luft for, at den sætning ikke bliver den sidste. Så det er jo godt nok.

 

Råd

Engang i 80’erne havde vi et kolonihavehus, og der er var et skur, som var råddent. Så døbte min søster det ‘rådhuset’, det grinede vi meget af.

Jeg tænker nu her på en anden slags råd, alle de gode og de dårlige, man får, når man har en irriterende lidelse af en slags. Min lidelse er mere et handicap, en affaldskværn i min hjerne, der ikke gider holde op med at kværne og kværne og kværne om natten. Søvnen. Der er mange, der har det sådan, tænker jeg.

Der er også mange, der kommer med gode råd. Og man er desperat, så man spørger selv, og sommetider kan rådene sende flaksende håb rundt i kroppen, og så prøver man det og så wagwagwaaaauuuuu. Virkede heller ikke. I sidste uge var der en, der sagde – prøv at spise græskarkerner, inden du går i seng, det binder væske, så du ikke skal op og tisse. Jeg åd og åd, til kernerne stod om hovedet på mig. Jeg var oppe at tisse tre gange den nat. Sommetider virker de der råd som skjult kamera, lad os se, hvor desperat, hun er, hvad kan vi få hende til? Hihihi. Du skal bare banke dit hoved ind i væggen, mens du synger langtudiskovenlåetliiiiiiillllllllebjeeeeeeeeeeeerg. Når jeg tænker over det, er det måske ikke en helt dårlig idé.

Men så er der min søde kollega, der taler med en helt rolig stemme og mediterer hver dag, og som altid er med på at gå sidst i seng og snige sig ind i lukkede områder af hoteller og gå i spa midt om natten. Selvom hun er fyldt 60. Hun kom ind på mit kontor en dag, og jeg var lidt småhidsig over søvnmangel på anden måned, og med den der dybe, rolige stemme, sagde hun så:

“Du skal lægge en stor pude ind under maven. Så den går fra navlen til øverst på lårene, og så skal du fokusere på dit åndedrag. Hver gang tankerne vrimler, skal du tage opmærksomheden tilbage til åndedraget. Du kan også tælle baglæns fra 100.”

Ja, ja tænkte jeg. Skal jeg også sove med syntetisk paryk og sovebriller og høre Mozarts Requiem bagfra, mens jeg fører en lille nål ned under venstre storetånegl? Der er rigeligt med soveremedier omkring mig i forvejen. F.eks. sover jeg med sexy bideskinne, men det er en anden og langt mere appetitlig historie.

Selvfølgelig prøvede jeg det med puden. Og jeg siger ikke, du skal sende flaksende håb ud i kroppen, hvis du er sådan en som mig. Det er ikke redningen fra himlen. Men det ER besynderligt, som den får én til at falde til ro som en lillebitte baby. Jeg tænker på det bløde punkt i babyens hoved, man kan trykke hårdt på og slå ungen ud, hvis man er ækel. Det føles ligesådan – bare midt på den fuldvoksne krop.

Min kollega er mere moden omkring det kropslige, end jeg og sagde noget med, at puden presser ind på skambenet. Sådan noget fniser jeg af. Skambenet. Det er ligemeget. Det virker lidt, og da næste step for mig nok ville have været at slå mig selv ud med en kølle, er det her egentlig en temmelig fredelig løsning.

 

 

14 8 41

14
I går var jeg 14 på Nørrebro. Hendes forældre var der, de går snart, hviskede hun til os, og den anden sagde ‘godt’ lidt for højt, for vi havde ting, der skulle hviskes om i køkkenet, mens barnet faldt til ro i stuen. Hvidvin og regnvejr og smug-cigaretter ud af vinduet, og de to, der har været mine siden 1992. Vi følte os 14-årige lige der med vores åbne munde og opspærrede øjne ved synet af det voksenliv,  vi bredte ud på bordet mellem vinglas og kirsebær. Som et uoverskueligt kort.

8
I dag bliver min datter 8. Hun har smukke, mørkebrune øjne og er i verden på en lidt krøllet måde. Meget bestemt og fuld af selvsikkerhed og ængstelig og foldet helt ind i sig selv som en papirkugle, der ikke rammer verden helt klart altid. Jeg gav hende en halskæde med et hjerte i, og måske er det fordi, hun ikke er et lille barn mere, men det er begyndt at betyde noget helt særligt, at hun er min datter. Min datter, som jeg sådan håber ikke kommer til at afsky mig alt for meget. Selvom det var faren, der skulle gå med hende op i klassen i dag med de is, hun skulle dele ud. Fordi, jeg taler for meget (pony). De er begge papirkugler. Jonathan og jeg er store blanke, flade stykker papir, der klasker os selv op på alverdens vinduer.

41
Jeg er 41 og stadig blank på, hvad fanden det egentlig er meningen, jeg skal her. I livet. Men det gør ikke noget. Det hele falder i hak, når man har de to fra 1992, og når man sender det der helt særlige blik til ham, der står og steger bacon til fødselsdagsmorgenmaden, og man mærker tyngden af, hvad kan man kalde det. Det hedder vel kærlighed. Jeg er 41, og klichéerne bliver mere og mere virkelige, i takt med, at jeg tolererer mindre og mindre bullshit. Jeg ender med at blive en lalleglad dame, der sender fuckfingre til hele verden.

Børnelokkere

Det startede for flere måneder siden. At hun begyndte at tale om børnelokkere. Jeg grinede, når hun sagde, at hun og veninderne havde set fem børnelokkere på gåturen fra skole til frit. Hvordan ser de ud? De er fattige, gamle, drikker øl og graver underlige huller i jorden, som børnene kan falde ned i.

Jeg grinede anstrengt, da hun begyndte at udpege dem højlydt. Faaaaaar? Ham der var HELT sikkert børnelokker, sagde hun og pegede på en farmandstype med cykelhjelm på INDE i kiosken, hvor han købte EN øl.

Jeg grinede ikke længere, da hun spurgte mig, om jeg havde et godt liv, for det havde hun ikke, fordi hun drømte om børnelokkere hver eneste nat. Der er noget galt med mig mor, sagde hun, længe efter, grinet havde lagt sig.

Så prøvede jeg at tegne for hende på et stykke papir, hvor mange mennesker, der er i verden, og hvor få af dem, der er børnelokkere. Sige at jeg aldrig i mit liv har mødt en. At man sommetider skal lade sin fornuft æde fantasien. Vi mediterede, så hun kunne lære at skubbe tanker væk. Men hendes liv var stadig dårligt, og de var der stadig, børnelokkerne. I går tegnede vi på et stykke papir. Hvor meget hun var bange for dem på en skala fra 1-10. Hun satte kryds ved 5. Så talte vi og talte og talte og talte. Vi aftalte, at hvis hun nogensinde møder en børnelokker, der spørger om hun vil have slik eller se deres hundehvalp, så skal hun råbe NEJ, løbe væk og finde den nærmeste voksen, der kan ringe til mig, for mit nummer står i hendes jakke. Vi har besluttet, hun kan karate om natten. Så satte hun kryds ved nul. Men hun tog sedlen med i seng.

Der er jo ikke noget mærkeligt i at være bange for børnelokkere. Det er jeg sådan set også selv, hvis jeg mærker ordentligt efter. Det mærkelige er, at da jeg borede i hendes skræk, fandt jeg roden: En pædagog. Der har fortalt hele klassen om nogen, hun kender der så en ægte børnelokker, og da de talte om Distortion fortalte en pige i klassen, at hun havde fået penge af en fremmed. Pædagogen svarede: Det kunne jo have været en børnelokker.

Tak for det, får man lyst til at sige, når man kigger på barnets skala-seddel, der ligger helt krøllet på hovedpuden. Jeg tror 0 på, at jeg bliver snuppet af en børnelokker. Krampagtigt. Nul.

børnelokkere

Om hud-filtret

Jeg taler fra min mave nu. Ikke ekspert-intellektuelle centre i min hjerne. Men der er det med racisme. Jeg tror, der findes et punkt i hjernen. Ligesom med religiøsitet. Man kan vælge at dyrke det, eller man kan lade være, og valget er spundet op på miljø, naturligvis.

Racismecentret. Jeg har tænkt over: Sommetider, når min hjerne går i frø, og jeg gerne vil se en romantisk film, så scroller jeg igennem alle film på Netflix, som man vel gør. Jeg har lagt mærke til, at jeg ikke bider lige så let på film, der har et par i hovedrollen, som har en anden hudfarve end jeg. Det er jo politisk forkert, så det skriger, men måske også meget menneskeligt. Identifikation. Jeg bider heller ikke på film, der har gamle mennesker i hovedrollen. Eller teenagers. Det er primitivt, men jeg vil åbenbart helst se film med nogen, der er så tæt på mig selv som overhovedet muligt. Hvidt par midt i livet.

Så er det, jeg tænker videre: Det er vel netop det filter, der lægger sig ind over folks øjne, når de bliver racistiske i ord og handlinger. Jeg har bare lært af mine forældre og mit miljø, at det er et primitivt filter, som man skal gennembore eller fjerne for at være et ordentligt menneske i verden.

Det er så enkelt, så beskidt, og alle fornuftscentre i min hjerne skriger, når jeg kører på min cykel, og jeg er begyndt at se anderledes på piger med tørklæde, fordi jeg er forelsket i Sana fra SKAM.

Men filtret ER jo også let opløseligt. Det forsvinder  f.eks. så snart, mennesket med anden hudfarve eller alder har et navn, og vi taler sammen. Eller det er let opløseligt for mig, fordi jeg har det med mig. Værktøjet til at fjerne det med fornuft.

Der er jo alt det med racisme og debatter generelt, i medierne. Men der er også det, at det ser ud som om, min søn slet ikke har det samme filter, som jeg er vokset op med. Hans venner hedder bl.a. Viggo, Hamsa, Frederik, Ayub og Niels, og han taler ikke om hudfarve, for han er ligeglad. Han stiller bare spørgsmål til koran og koranskole, fordi han synes, det er interessant og lidt synd, at et par af vennerne også skal gå i skole om lørdagen.

Det synes jeg er smukt,  og det giver mig et lille håb om tyndere eller ikke eksisterende filtre i fremtiden. Jeg ved godt, at miljø også gør sig gældende her. Han bor i byen, og han ser flere forskelligheder, end andre måske gør. Men alligevel vil jeg gerne have lov til at tænke: Vi er på vej til noget klogere og bedre. Det vi være.

 

Pony

Min svigermor bor i en skov, og ved siden af  er der en mark med tre ponyer. Men hvilke ponyer. (Nu kommer jeg i tanker om: har I set den der tiger-mongol? Den er fantastisk, googl, hvis du ikke har set den). Ponyerne er ikke mongoler, men i sandhed freaks i fascinerende grad. Den ene har mælkehvide øjne. Det ser uhyggeligt ud. Den anden bliver spændt for en vogn og spæner afsted med en hestepige bagpå, men den har en øjensygdom, så den har store briller på. Det ligner, de er lavet af net. Måske ligner den lidt en flue. Det ser i hvert fald dumt ud. Den sidste har burka på. Det har den! Den er helt pakket ind. Det ser ud som om, man har rullet den i et tæppe, som med børnene, og så gæt, hvor du er! Jeg spurgte en af hestepigerne, hvorfor den har det på. Det er fordi, den er allergisk overfor insekter. Det ser fjoget og upraktisk ud. Pigerne står der hele tiden og fletter og strigler og ser søde ud i deres pony-specialklasse.

Jeg ved bare, at det er den mark, jeg ville havne på, hvis jeg var en pony. Ikke sådan på den der måde ‘åh, jeg er bare så kukkuk og helt tåzzi’. Mere: åååååååååååh, nu gjorde jeg det igen. Udspyede ting uden at tænke mig om, og jeg kan se på mine omgivelser, at når jeg gør det, så kigger de på mig som om, jeg var en pony med mælkehvide øjne.

*Vi gik på HC. Ørstedsvej, det var Morten, der havde tvunget hele familien ud af den trygge hule og hen i en eller anden kedelig fiskebutik. Vi tre børn gik langsomt med slæbende skridt bagved. Vi skulle også tisse. Så kom der en gammel mand, som demonstrativt stødte ind i mig, fordi vi åbenbart fyldte for meget. Så råbte jeg heyheyhey, i stedet for bare at ignorere. Må jeg være her, råbte han. Så lavede jeg grædeøjne og råbte bubugugubaliwawaaaaah, mens ungerne gloede mærkeligt på mig. I det mindste svarede manden: ‘Pap og en sutsko!’ Han var sgu da ligeså mærkelig. Pony.

*95 pct. af Jonathans lærere er seje. Sommetider er han ikke helt artig, og så skriver de altid noget godt først, så forklarer de problematikken og så skriver de, hvad de forventer af os. Konstruktivt. Men så er der nogen. En. Hun skriver altid bare ‘ Jonathan har vippet på stolen, vær venlig at give ham en omgang med spanskrøret og det med det vons’. Næsten. Som regel svarer jeg så sødt som muligt, også for hans skyld. Ihhhhhhhhhhhhhh det var da også møgirriterende for dig fru lærer, jeg vapper ham en og sender ham i seng uden aftensmad, kan du tro. Men sidst blev jeg så provokeret, at jeg åbenbart legede kontaktbog og bare skrev: /set. Det er jo faktisk lidt flabet, lille Pony.

*Jeg hører mange lydbøger og er temmelig kritisk overfor oplæserne. Jeg hader, når de laver dumme stemmer eller skaber sig for meget. Dem er der mange af. Jeg bliver så hidsig på cyklen, at jeg taler til dem og gør nar af deres måde at udtale ordene på. Lige nu hører jeg hører ‘De urolige’ af Linn Ullmann, og jeg er forelsket i både sproget og oplæseren. HUN kan læse op, siger jeg jer. Så fandt jeg hende på facebook. Og skrev det til hende. NEJ, hvor er du god til det. Hun svarede ikke, og jeg ved godt hvorfor: Pony.

 

crazypony

Men det bliver ikke en Lilly

Jeg kan huske, at han havde mørkegrønne baggy fløjlsbukser på i skaterstilen, og det var dem, hans bare tæer stak ud af. Jeg havde også bare tæer, og vi sad på en bænk ved en spejderhytte et sted på Sjælland. Rustur. 1996. Spansk på Københavns Universitet. Han havde lige danset rødhætte i en balletudgave, mens jeg spillede den i en autonom opsætning. Senere lagde Frans en lort i en overkøje. Men nu sad vi der og talte om, at tæer faktisk er virkelig, virkelig grimme. Det var første træfpunkt. Han så det allerede dér.

Men jeg havde en kæreste, som var grunden til, at jeg havde trukket mig selv op af den jyske muld og plantet mig ud i København.

Fire år efter tog han til Granada og jeg tog til Reykjavik, og vi skrev og skrev, og da vi kom hjem året efter, begyndte vi at ringe og ringe til hinanden.

Et halvt år efter holdt jeg julefrokost, og han skulle til Helsingør til adventsarrangement med familien dagen efter. Nogen gav mig 100 kroner, hvis jeg stod tidligt op og tog med. Nogen havde nok lugtet lunten. Næste dag var der marinerede sild i min køkkenvask, og jeg ringede og spurgte, om jeg måtte tage med op og se julemanden. Vi mødtes på Hovedbanen.

I toget hjem tog jeg hans hånd.

Der hvor Istedgade krydser Valdemarsgade, spurgte jeg, om jeg ikke måtte få et kys.

Det var i december 2001.

Senere fik vi børn, og sommetider talte vi om at blive gift, men vi syntes begge, det var åndssvagt, at det skulle være nødvendigt.

Nu er vi begge over 40, og så skal der fandme lidt kulør på tilværelsen, og vi trænger til en stor abefest som i gamle dage, og så kan vi jo ligeså godt sige det, vi allerede godt ved. At vi saftsusemig er gode til at være kærester.

Det fejrer vi til august. Nøjagtigt 21 år efter det med tæerne på bænken. Det bliver fabelagtigt, men det bliver hverken hvidt eller Lilly. Jeg ville spilde ned af mig selv efter to minutter og ødelægge alt det hvide og fine.