Total extas

Total bleg for ord og komplet hverdagspunkteret, som det jo er efter sommerhuset. Men først var vi til rally.

En pige med stramme, franske fletninger og push up solgte merchandise med påskriften TOTAL EXTAS. Jeg var virkelig tæt på at købe en sort top med hvid skrift magen til den, hun havde på, men så kom jeg i tanker om, at jeg er 41 og om mine bryster.

Ved siden af hende stod et lille el-komfur, hvor pølserne kogte lifligt i dåsen, direkte på kogepladen. Solen bragede ned, og bilerne susede forbi, mens en knøs talte virkelig hurtigt og svensk. Rally. Jeg var ikke i total extas.

Senere bragede jeg gennem skoven på min pink racercykel, så hurtigt, at det kløede i håndfladerne og solpletterne mellem trætoppene blev til langstrakte fartstriber for mine øjne. Ej, okay. Men min ryg var lige så krumbøjet som Jonathans, og jeg cyklede ekstra hurtigt for at følge med, for han var på knallert, og han gassede og gassede og grinede og grinede, og jeg fik blodsmag i munden, fordi jeg kørte så hurtigt. Udenpå grinede jeg også, for det var virkelig vidunderligt, og han så sej ud. Indvendigt var jeg lidt nervøs for, at han bragede ind i noget. Men så prøvede jeg selv en tur, og så skred Banga.

Senere endnu fangede Morten en stor gedde, og den eksploderede i et farligt blodbad ud over Jonathans nyindkøbte Fisketorvs-shorts.

Total extas.

Reklamer

Broer

Jeg sover dårligt for tiden. Det gør jeg i perioder, som mange andre sikkert. Det er bare en lille flig af natten, der bliver flået hvid, men så når der er gået en måned, og alle de hvide flige kan stykkes sammen til et stor tæppe, så begynder vanviddet at stjæle bidder af min hjerne. Nej, vanvid er for stort et ord. Det hvide spiser bare lidt af min fornuft.

For eksempel:

Jeg låser ikke min cykel

Jeg låser ikke bilen

Jeg taber mit visakort midt på gaden

Jeg siger ketchup i stedet for müsli

Jeg skriver Mraia i stedet for Maria

Men så her til morgen fandt jeg ud af, at der også er en anden bivirkning ved søvnmanglen.

Jeg lytter meget til musik, gerne en masse nyt hele tiden. På cyklen, på arbejdet, når jeg skal koncentrere mig inde i en boble. I dag støvregnede det, så jeg måtte have høj musik.

Ikke om så mine fingre selv fandt frem til Bridge over Troubled Water med Simon & Garfunkel.

!

Jeg har ikke hørt det nummer frivilligt siden gymnasiet, hvor jeg sad med hennahovedet let på skrå og hørte mine forældres LP’er, mens jeg klappede takten på mit lilla cowboybukselår.

Så var det nummer slut.

Ikke om så min fingre fandt: Under the Bridge med Red Hot Chili Peppers!

Ikke alene er vi i samme tidsalder, vi er også i samme tema: Broer, fatter jeg forsinket. Det er næsten som om, det hvide bygger usynlige broer inde i min hjerne i alt det spind, der ligger og flyder og rækker år tilbage.

Det er da alligevel meget smukt dér midt i støvregn og søvnmangelsselvmedlidenhed. Og senere skal jeg mødes med én, der hedder Alberte, fordi hun har fundet mit visakort.
Der findes nemlig stadig fine mennesker i verden, og verden er stadig fin.

Skønhedstip

Nu kan man ikke bare få tatoveret øjenbryn og få permanent mascara. Som noget helt nyt kan du nemlig få permanent rouge. Eller jeg tror i hvert fald, det holder en uge, hvorefter man jo bare kan gennemgå samme procedure igen.

Sådan gør du:

Du sætter dig ved køkkenbordet. Du har bare tæer, selvom solen er gået ned, og de er ved at være kolde. Du har også jakke på, fordi du glemte at tage den af, da du kom hjem for tre timer siden. Årsagen er, at du er helt og aldeles opslugt af at genoplive en gammel ven, nemlig din blog. Din kæreste er ude at fiske, så der er ingen til at se, at der bliver mørkere og mørkere i køkkenet og koldere og koldere. Klokken nærmer sig 23, og du er temmelig krakilsk med egne sengetider, så du smækker resolut skærmen ned. Men så kommer du i tanker om, at du lagde en måtte og dit træningstøj på gulvet, inden du puttede dit barn. Det plejer at virke som en antipjækker i forhold til de ti minutters træning, du så nazi-agtigt påtvinger dig selv hver aften. Men ikke i dag. Det skal lige vupti væk, så det ikke ligger midt på køkkengulvet, når der skal laves madpakker. Eller faktisk mest, så det ikke sladrer om, at det ikke er blevet brugt. Så du springer gennem det mørke køkken for at samle det op.

Nu skal du, kære læser,  være ekstra opmærksom.

Idet du bukker dig ned for at gribe om måtten (hvorFOR hedder den det? Den anden. Det er besværligt altid at skulle tænke på sine ædlere dele, også til yoga. Læg hænderne fladt på måtten. Det var en sidehistorie.)

Du når aldrig måtten. Du knalder nemlig højre side af ansigtet direkte og virkelig effektivt ned i triptrapstolen, der åbenbart står midt på gulvet.

Du er lige ved at tude i smerte, men så kommer du til at tænke på, at du faktisk altid har drømt om at finde ud af, hvordan det er at få en ordentlig en på sinkadusen. Det ved du nu, lille rosenkind.

Senere er du bange for, at der flyver tandstykker rundt inde i din mund. Men det er bare pistacienødder.

Det gør lidt nas på kinden i dag, men det er det værd. Overvejer at tage den anden kind i aften.

Velbekomme.

Drengen

Sidste gang jeg skrev om min søn på en blog, var han 9 og gik kun i joggingtøj. Håret lidt for langt, huden lidt for skorpet, benene altid i gang med parkour eller fodbold. Nu er drengen 12, og jeg går faktisk og venter lidt nervøst på, at hans stemme bliver blafrende, før den bliver dyb, og åh. Han får dun på overlæben. Jeg ved ikke, hvordan jeg kommer til at håndtere det.

Jeg ved bare, at da han var fire, glædede jeg mig, til jeg skulle på arbejde mandag morgen og få fred. Nu stirrer jeg på ham for at lime barnet til mig, når han er her. Han vil hellere hænge ud med vennerne på Vesterbro Ungdomsgård.
Han går i hullede bukser og dyre hættetrøjer, og håret er hverken fedtet eller langt, men lige som det skal være, i hvert fald når han har ført hånden gennem det.
I går grillede han med venner på Otto Krabbes plads. Pølser og hvidløgsflutes.

!

Jeg var fyldt helt op af stolthed og minder om mine egne børnesommeraftener. Plus lige lidt angst for, at han flytter hjemmefra snart, indtil jeg spurgte ham, hvordan pølserne blev:

“De blev helt perfekte, indeni. Uden på var de totalt sorte.”

Pfew. Totalt sorte.

I dag var han på Fisketorvet og shoppe alene for første gang, og han har fået tøjpenge. Fordi jeg får kvalme af at tale om tøj og den rigtige hættetrøje til 600 dabbas. Nu har vi minimeret diskussioner, men ikke forfængelighed, og jeg ved ikke. Måske er det min egen opvækst i fattigfirserne. Der er noget, der gnaver i mig, når han går så meget op i sit udseende.

Efter Fisketorvet gik han modeshow i shorts og bukser, mens nøglerne dinglede i karabinhagen, og bæltetasken sad perfekt. Lavede håndtegn og bøjede i knæene, mens han lige strøg hånden gennem håret.

Faren og jeg sendte hinanden himmelvendte øjne. Forfængelig! Men så:

Maria: ” Hvor mange penge havde du så tilbage?”

Jonathan: “11 kroner. Men dem gav jeg til en hjemløs.”

Så er blikket limet til ham igen. Jeg ved godt, det ville skade hans chancer på kødmarkedet, men jeg håber, han bliver boende hjemme, til han er 37.

 

 

Kuk kuk

Forestil dig en stor, plump jættekvinde, der gemmer sig bag et træ. På en måde vil hun helst ikke ses. På en anden måde, vil hun gerne. Så hun skraber lidt med foden i jorden og kigger skiftevis ned på den og op og hen mod dig. Det fedtede hår hænger som et skånende gardin ind over hendes ansigt. Når I får øjenkontakt, griner hun lidt akavet. Hun skubber underkæben langt frem i et underligt underbid, hun selv tænker må være charmerende. Om ikke andet afvæbnende. Ud af munden kommer en underlig rallen, der i hendes egne ører er lyden af et smil.

Det er sådan, jeg ser mig selv lige nu.

Jeg har været længe væk, og her har I mig så tilbaaaaaaaaaaaaage. 

Hvis der er et ‘I’. Jeg er her i hvert fald, og jeg håber det bliver lige så sjovt som sidst. Ellers kan jeg jo altid dundre tilbage i skoven igen.

KÆRLIGST
En genopstanden Maskinmester